Denne information er til jer, der venter et barn, der ligger med sædet eller fødderne nedad, i så kaldt underkropsstilling. Fakta • I slutningen af graviditeten ligger de fleste børn med hovedet nedad (hovedstilling). • 3-4 % af alle børn ligger i stedet med sædet/numsen nedad i moderens bækken (underkropsstilling). • Ved underkropsstilling i graviditetsuge 36-37 anbefaler vi at gøre et vendingsforsøg, således at barnet ender med at ligge i hovedstilling. • Forsøg på vending af et barn i underkropsstilling øger chancen for, at barnet er i hovedstilling ved fødslen samt nedbringer risikoen for kejsersnit. • Succesraten ved vending er ca. 50%. • Vi anbefaler derfor, at barnet forsøges vendt til hovedstilling ved udvendig vending før fødsel Sådan foregår et vendingsforsøg Ønsker du at tage imod tilbuddet om vendingsforsøg, bliver du inviteret ind til Fødeafdelingen omkring graviditetsuge 36-37. Det er en god idé at tage din partner eller en anden pårørende med. Før vendingsforsøget kontrolleres barnets stilling ved ultralydsskanning. Barnets hjertelyd kontrolleres ved CTG-måling i ca. 20 minutter. Hvis undersøgelserne er normale, bliver du som regel tilbudt ve- hæmmende medicin, som får livmoderen til at slappe af under vendingsforsøget. De mest almindelige bivirkninger til medicinen er rødme og varmefornemmelse, hjertebanken, rysten og hovedpine hos dig. Lægen løfter barnets sæde op af dit bækken og skubber til barnet, således at det laver en kolbøtte inde i din livmoder. Proceduren kan medføre ubehag og lettere smerter. Hvis du oplever vendingen meget ubehagelig eller smertefuld, stoppes forsøget. Under vendingen kontrolleres barnets hjertelyd regelmæssigt for at sikre, at dit barn har det godt. I meget sjældne tilfælde (mindre end 0,5%) kan der opstå komplikationer, som gør det nødvendigt at foretage et akut kejsersnit. Efter vendingen Efter vendingsforsøget kontrolleres dit barns hjertelyd igen ved CTG i 20 minutter. 2
Download PDF fil