Igangsættelse af fødsel I Danmark sættes ca. 25% af alle fødsler i gang. Igangsættelse af fødslen tilbydes efter en faglig vurdering og besluttes i samråd med dig. I vurderingen indgår fordele og ulemper ved at sætte fødslen i gang. Du skal give samtykke til behandlingen, og det er derfor vigtigt, at du læser denne information grundigt igennem og spørger, hvis der er noget, du er i tvivl om. Der kan være forskellige årsager til, at man sætter en fødsel i gang, og dermed også forskellige anbefalinger for tidspunktet og forløbet. Årsager til at sætte fødslen i gang: • Du er gået cirka 12 dage over termin (anbefaling om fødsel før 42+0) • Tilstand hos dig eller barnet, der gør, at graviditeten skal afsluttes Årsagen til igangsættelsen bestemmer, om du skal indlægges under forløbet, eller om du kan være hjemme og vente på, at fødslen går i gang. Hvis du ikke ønsker at få fødslen sat i gang, tilbydes du fortsat tæt kontrol i afdelingen. Igangsættelsen Fødslen kan sættes i gang på følgende måder: • Prikke hul på fosterhinderne (lave vandafgang) • Ballonkateter • Ve-stimulerende drop Inden fødslen sættes i gang, vil jordemoderen undersøge, om du og dit barn har det godt. Jordemoderen vurderer bl.a. hvordan barnet ligger i maven, barnets størrelse og der laves en registrering af barnets hjertelyd. Det vurderes om der allerede er begyndende veer og dit blodtryk kontrolleres. Prikke hul på fosterhinderne (lave vandafgang) Hvis livmoderhalsen er afkortet, og livmodermunden er begyndt at åbne sig, kan der prikkes hul på fosterhinderne. Der er ingen nerver i fosterhinderne, og det betyder, at det som udgangspunkt ikke gør ondt. Nogle oplever, at det kan føles ubehageligt, da der ved metoden skal foretages en indvendig undersøgelse i vagina. Ofte vil veerne starte i løbet af et par timer efter vandafgang. 2
Download PDF fil