Smerter i ydre kønsdele - Vulvodyni Til patienter og pårørende Vælg farve Vulvodyni betyder smerte i de ydre kønsorganer. Årsagen til smerterne kender vi ikke. Smerten kan være til stede i et enkelt område, som regel ved skedeindgangen. Den kan også være mere udbredt. Smerten kan være konstant eller kun opstå i forbindelse med berøring, samleje eller brug af tamponer i skeden. Smerten kan have eksisteret fra første tampon eller samleje. Den kan også være opstået efter år uden problemer. Vi ved ikke, hvor mange der lider af vulvodyni. Lidelsen er meget tit overset eller mistolket. Vulvodyni rammer dog oftest yngre kvinder. Følgesymptomer Samleje kan være umuligt eller kan kun gennemføres med smerter. Smerterne kan fortsætte i timer efter samlejet - af og til i flere dage. Vedvarende smerter eller bekymring for, hvorfor tilstanden er der, kan medføre muskelspændinger i bækkenet. Herved opstår en anden form for smerte. Du kan derfor have flere former for smerter. Dårligt humør og nedsat livsenergi uden du af den grund har en depression, der er behandlingskrævende. Nedsat eller ingen sexuallyst. Det giver tørhed i skeden i forbindelse med samleje. Som regel forsvinder følgesymptomerne, når smerten ophører. Undersøgelse Ved undersøgelsen taler du med lægen om din sygehistorie. Lægen undersøger forsigtigt dine ydre kønsdele og vurderer din hud og dine slimhinder. Du får kun lavet en gynækologisk undersøgelse med instrumenter, hvis du selv er indforstået. Lægen undersøger udflåddet fra skeden med en vatpind og et mikroskop. Der hvor du har flest gener, tager lægen eventuelt en lille vævsprøve i lokalbedøvelse. Undersøgelse af vævsprøven vejleder om, hvordan vi kan tilrettelægge behandlingen. Behandling Behandling af smerter i ydre kønsdele er vanskelig. Det er individuelt, hvilken form for behandling der passer til dig. Ofte vil det være creme, behandling hos en fysioterapeut, sexologisk vejledning, og/eller mild antidepressiv behandling. Kontakt Har du spørgsmål, kan du kontakte Kvindesygdomme ambulatorium tlf.: 7636 2477 - hverdage kl. 08.15-09.15 og kl. 14.00-14.30 Kolding Sygehus Kvindesygdomme og fødsler Sygehusvej 24 . 6000 Kolding 7636 2000 Læs mere om afdelingen på www.koldingsygehus.dk x 1/1 Materiale nr: 102806 28.06.2018
Download PDF fil