Vejledning ved døgnblodtryksmåling Du skal have målt dit blodtryk gennem et helt døgn. Denne vejledning fortæller om hvad du skal være opmærksom på, mens undersøgelsen foregår. Hvordan foregår målingerne? Når du har fået måleren på, måles 3-5 blodtryk i Børne- og Ungeambulatoriet. De bruges til at se udgangspunktet og sorteres fra i den endelige analyse. Derefter er undersøgelsen i gang. Der bliver automatisk målt et blodtryk hver 1/2 time, mens du er vågen og hver time under søvn. I den vågne periode kommer der en bip-lyd ca. 5 sekunder før blodtrykket måles. Om natten kommer der ikke nogen lyd før målingen. Hvad skal du gøre? Det er vigtigt, at DAGBOG på næste side udfyldes og medbringes, når apparatet afleveres. Vi bruger oplysningerne til at korrigere eventuelle fejlmålinger eller forstå hvis nogle målinger er særligt høje eller lave. Hvis du vil tage et ekstra blodtryk undervejs, trykker du på den runde knap (et kort tryk), hvorefter der måles en ekstra gang. Det er som oftest ikke nødvendigt. Skal du holde øje med apparatet? Du skal ikke tage apparatet op af den lille taske undervejs. Skærmen går i dvale, så man kan ikke se blodtryksværdierne undervejs. Hvordan slutter målingen? Når de 24 timer er gået, slutter du testen ved at tage batterierne ud. Husk at tage alle dele med ved afleveringen. Hvad må du lave med måleren på? Du må gå i skole og passe alle dine normale aktiviteter, men ikke gå i svømmehallen eller i bad. Når lyden kommer lige før målingen, skal du stå eller sidde stille, mens målingen er i gang. Hvis du bliver i tvivl om noget undervejs, så ring til Børne- og Ungeambulatoriet 7636 2275 mellem klokken 8 og 15. 2
Download PDF fil