Dit barn er indlagt på neonatalafdelingen med særlige behov, og kan derfor ikke ammes lige nu. Du kan hjælpe dit barn og amningen på vej ved at malke ud. Det er et vigtigt og stort arbejde at malke ud. Personalet vil støtte og vejlede dig. Lige efter fødslen er indholdet af mælkehormoner højt i blodet, derfor er det vigtigt at komme tidligt i gang med at stimulere brysterne ved at håndudmalke for at starte mælkeproduktionen. Udmalkning indenfor den første time efter barnet er født, giver hurtigere mælk og større mælkeproduktion. Det anbefales derfor at påbegynde første udmalkning så hurtigt som muligt efter fødslen og senest inden 6 timer efter fødslen. Er dette ikke muligt, da så hurtigt som muligt efterfølgende. Det er helt normalt, at der de første dage kun kommer nogle få dråber. I løbet af den første uge begynder din mælk at løbe til, og mælkemængden stiger. Det fremmer mælkeproduktion, at ligge hud mod hud med dit barn så meget som muligt. Det er vigtigt med god hygiejne. Derfor skal du vaske og spritte hænder, inden du begynder at malke ud. Efter brug aftørres brystpumpen med grøn Wetwipe. Herunder beskrives de tre udmalkningstrin. De forskellige udmalkningsteknikker er beskrevet på de følgende sider. Personalet vil gerne vejlede dig. Udmalkningstrin De første 1 - 2 gange er det nemmest at få råmælken ud ved at håndudmalke. Dråberne samles let med en lille sprøjte/bæger. Stimulation kan også foregå med brystpumpe (dobbeltudmalkning). De første 5 dage efter fødslen anbefales det, at du dobbeltudmalker (6) - 8 gange i døgnet med brystpumpe OG supplerer med håndudmalkning, så ofte det er muligt for dig. Når man supplerer med flere håndudmalkninger i døgnet, får de fleste mødre mere mælk på sigt. Uanset om du anvender brystpumpe eller håndudmalker, er det altid en fordel at stimulere din nedløbsrefleks ved blid massage i 1 - 2 minutter hele vejen rundt om brystet, inden du begynder udmalkning. 2
Download PDF fil