Blæredæmpende medicin. Blæredæmpende medicin kan gives til børn med hyppig vandladning, der skyldes en overaktiv blære. En overaktiv blære får hele tiden for mange nerveimpulser, der fortæller blæren, at den skal trække sig sammen. Trækker blæren sig kun lidt sammen, føles det som vandladningstrang. Hvis blæren trækkes helt sammen, starter vandladningen, og vandladningen kan næsten ikke standses ved viljens kraft. Den blæredæmpende medicin virker på blæremusklen, så den bliver mindre følsom for nerveimpulserne, hvilket betyder, at barnet vil have færre vandladninger per dag. Blærerummeligheden øges og barnet vil bedre kunne fornemme vandladningstrang. Medicinen virker ikke kun på blæremusklen, men også på andre muskler og organer. Derfor er der nogle bivirkninger, som man skal være opmærksom på. Den blæredæmpende medicin kan ikke stå alene, og skal kombineres med blæretræning i form af klokkeslets vandladning hver 2. - 3. time, evt. dobbeltvoiding samt gode væskevaner. Bivirkninger De almindeligste bivirkninger er blæretømningsproblemer, mundtørhed, forstoppelse, øjentørhed, svimmelhed og hovedpine. Hvis medicinen virker alt for godt, er der risiko for, at barnet slet ikke kan lade vandet (urinretention). Det er dog en sjælden bivirkning. Behandlingen stoppes og der søges (vagt-)læge. Vær opmærksom på altid at læse indlægssedlen i medicinpakningen, der udleveres fra apoteket 2
Download PDF fil