Hvad er kighoste? Kighoste skyldes en bakterie, der giver infektion i næse og svælg. Er dit barn under 3 måneder, er luftvejene stadig snævre. Derfor kan den seje slim, der dannes ved kighoste, hobe sig op, give vejrtrækningsproblemer og dit barns tilstand kan blive meget påvirket. Nyfødte er ikke beskyttet mod kighoste fra modermælken. Kighoste smitter ved host og nys. Symptomerne viser sig 5-15 dage, efter dit barn er smittet, og selve infektionen kan vare op til 6 - 8 uger, og der kan fortsat være hoste i en periode herefter. Diagnosen kighoste kan stilles ved at tage en podning fra dit barns svælg. Symptomer Symptomer hos et barn med kighoste, kan være: • I starten almindelig forkølelse med feber og hoste. • Hosten tiltager og kommer i anfald, hvor barnet hoster voldsomt, bliver rødviolet i ansigtet og evt. blå omkring munden. • Undertiden hiver barnet efter vejret efter et hosteanfald. Dette kaldes kigen. • Ofte kommer der opkastning af slim i forbindelse med hosteanfaldet. Barnet kan blive så træt af hosteanfaldene, at det ikke har kræfter til selv at spise og drikke tilstrækkeligt. Hosteanfaldene kan komme op til 30 gange i døgnet. Barnet har det som regel godt mellem hosteanfaldene. Hvornår skal jeg søge læge? Hvis dit barn • er under 3 måneder • har svært ved at få luft • ikke kan hoste igennem for slim • bliver rød/blå i ansigtet når det hoster • ikke spiser og drikker tilstrækkeligt, (tisser mindre, end vanligt) • er i en tilstand, der bekymrer dig 2
Download PDF fil