Hvad er falsk strubehoste? En virusinfektion i struben omkring stemmebåndene, som medfører en • karakteristisk gøende, søløveagtig hoste • eventuelt en pibende lyd på indåndingen og besvær med at trække vejret • der kan være feber, typisk på højst 38,5 C. Den ses især hos børn i alderen 6 måneder til 3 år, fordi de har snævre pladsforhold i struben, men den kan også opstå hos større børn. Sygdommen begynder som en almindelig forkølelse. Hvis forkølelsen breder sig til struben og stemmebåndene, bliver barnet hæs og får den typiske hoste, der lyder som søløve-gøen. Hvis stemmebåndene bliver meget hævede, kan barnet få svært ved at få luft, og der høres en pibende lyd ved indåndingen. Barnet kan blive angst og uroligt. Symptomerne er værst, når barnet ligger ned. Anfaldene kommer som regel sent om aftenen eller om natten, og tilstanden opstår ofte ganske pludseligt. Barnet var måske forholdsvis frisk, da det blev lagt i seng. Få timer senere vågner barnet og har svært ved at trække vejret og hoster som en søløve. Hvad kan man gøre ved falsk strubehoste? • Tage dit barn op og berolige det • Gå ud med dit barn på armen i den kolde luft • Give dit barn is eller noget koldt at drikke • Når vejrtrækningen letter, kan dit barn lægges tilbage i sengen med hævet hovedgærde. • Soveværelset bør være koldt. Hvornår skal barnet til læge eller på sygehus? Hvis dit barn har piben på indåndingen skal det ses af en læge inden for en times tid. Dit barn skal til læge eller på sygehus med det samme, hvis det både har piben på indåndingen og et eller flere af disse symptomer: • indtrækninger imellem eller under ribbenene eller på halsen • ikke har kræfter til at trække vejret ordentligt igennem - ring 112 2
Download PDF fil