Demens – de store linjer Tekst: Sanne Safarkhanlou Foto: Jens Wognsen Demens er ikke bare en sygdom, der tager livet af os. Det er en sygdom, der tager livet fra os. Det fortæller ledende overlæge Søren Jakobsen fra Geriatrisk Afdeling i Svendborg. Han trækker her de store linjer op. Hvad er demens? – Demens er en overordnet betegnelse for cirka 200 forskellige sygdomme i hjernen, hvor Alzheimers sygdom er den mest udbredte. Demens er kendetegnet ved, at man mister sin hukommelse, både korttidsog langtidshukommelsen, får en anden personlighed, og at der gradvist bliver flere og flere dagligdagsting, man ikke kan håndtere. For eksempel finde rundt eller starte en vaskemaskine. På længere sigt mister man sine hæmninger i forhold til, hvad man siger og gør. Man kan ikke kende sine pårørende, og man kan også miste sit sprog. Det er en forfærdelig sygdom, som i særlig høj grad går ud over de pårørende. For demens er ikke bare en sygdom, der tager livet af os. Det er en sygdom, som tager livet fra os. Derfor er der også mange ægtefæller, som fortæller, at de har mistet deres mand eller kone to gange. Første gang til sygdommen og anden gang, da han eller hun døde. 4 september 2017
Download PDF fil
Arkiv