TEMA / SAMMEN OM SUNDHED 9 At være pårørende er indimellem en kamp Der skal kæmpes MANGE KAMPE som pårørende. Med den syge, med systemet og med sine egne følelser af afmagt og frustration. Men efter enhver kamp kommer der fred og ro. På væggene hænger flere pletskud fra Tom Sørensens fritidsinteresse, fotografering. Det og motorcyklen er hans fristunder fra hjemmet i Kolding, og de er især værdsatte, efter at han for et halvt år siden gik på efterløn. M AN KAN ROLIGT KALDE Tom Sørensen for pårørende. Endda med stort P. Med en søn, en svigerdatter og en hustru som bruger af det psykiatriske system har han stiftet indgående kendskab til både psykiatrien og det at være pårørende. I de første mange år var familien Sørensen en helt almindelig en af slagsen — far, mor og to brødre. Godt nok havde den ældste søn lidt vanskeligt ved at indgå i sociale sammenhænge, men han fulgte sin skolegang som alle andre børn. Først som 20-årig kom depressionen. Og det med eftertryk. Han blev indlagt efter en række selvmordsforsøg og var indlagt i mere end et halvt år. Hans diagnose var nemlig ikke så lige til. Det lignede og var depression, men så alligevel ikke. Først efter næsten et år som indlagt fik han diagnosen asperger, og rigtigt mange ting faldt på plads. — Min søn har ikke været indlagt siden og lever et rimeligt godt liv med sin lidelse. Han er efterfølgende blevet gift med en dej- lig pige, der desværre lider af borderline, så vores pårørenderolle har udvidet sig, fortæller Tom Sørensen. Adrenalinen pumper Da sønnen dykkede for 15 år siden, var Toms hustru, Birgitte, i gang med at uddanne sig som social- og sundhedsassistent. Efter uddannelsen blev hun ansat i en række vikariater, men i det fjerde vikariat gik det galt. En forkert bevægelse efterlod hende med diskusprolaps, som var den udløsende faktor for en depression. Depressionen har gentaget sig flere gange med i alt fire-fem indlæggelser i løbet af godt 10 år, og diagnosen er siden udvidet til bipolar lidelse i mild form. — Der har været flere selvmordsforsøg, hvor jeg enten har fundet hende i hjemmet eller ved jernbanen eller havnen. Hver gang fylder det én med frustration, afmagt og angst for, hvad der kan ske. Adrenalinet pumper i kroppen af en. Jeg er normalt ikke typen, der kan blive bragt ud af koncepterne, men det her kan, siger Tom Sørensen. Første gang, hans hustru skulle indlægges, var en kamp, husker han. En kamp med den praktiserende læge, med sygehuset og med personalet. For nyligt bladrede han sin kones efterhånden lange journal igennem og fandt en passage fra den første indlæggelse, hvor der var noteret, at ”hans kone var indlagt til aflastning fra sin sking rende skøre mand,” fortæller han med et stort grin. — Jeg ved nemlig, hvor overraskede personalet blev, da hun endelig blev indlagt. En sygeplejerske kom hen til mig dagen efter, min kone var indlagt, og sagde lettere bebrejdende: ”Din kone er meget dårligere, end du forestillede dig”. ”Nej,” svarede jeg hende, ”min kone er meget dårligere, end I forestillede jer. Som pårørende har Tom Sørensen gennem årene fået gradvist større viden og psykoedukation om konens sygdom. Han har heldigvis ikke været bleg for at tale om sygdommen med venner og kolleger, og det har været vigtigt, pointerer han. Og så har han husket at holde fast i sine egne interesser, så der også er Tom-tid helt alene. Den tid foregår enten på en motorcykel eller med et kamera i hånden. Fristunderne er blevet ekstra vigtige i dag, hvor fuldtidsarbejdet hos TDC i Aarhus er udskiftet med en tilværelse som efterlønner i parcelhuset i Kolding. Husk fristunderne I de første indlæggelser — og ikke mindst omkring sønnens indlæggelse for 15 år siden — var det småt med information om psykisk sygdom. Den del er heldigvis blevet bedre med årene, ligesom den faste kontaktperson flere gange har været en direkte redningsplanke for Tom og hans hustru og sågar har afværget indlæggelser. — Vi har mødt mange slags medarbejdere i psykiatrien. Det Ikke de pårørendes ansvar Hvad angår den nye patient- og pårørendepolitik, hilser både han og hustruen den velkommen. Men pointerer samtidig, at det er vigtigt, at den ikke bare bliver en ny folder, der kan samle støv på hylden. Eller bliver en undskyldning for at overlade patientbehandlingen til de pårørende. — En stor del af den psykiatriske behandling i dag er jo ambulant, og det er fint, så længe vi husker, at vi pårørende er der som støtte for patienten og for selve behandlingen, men ikke som behandlere, påpeger han. bedste personale er dem, der er eks tra motiverede, og så er det i øvrigt ligegyldigt, hvor meget anciennitet eller hvilket køn de har.
Download PDF fil