Pladecellekræft i hud Pladecellekræft (planocellulært karcinom) er en form for hudkræft, hvor knuden vokser meget langsomt og ofte udvikler sig over flere år. Knuden vokser på stedet, men den kan i sjældne tilfælde brede sig til en lymfeknude tæt på. Denne form for hudkræft er næsten altid fredelig, men da der efterhånden dannes sår, som vokser og ikke vil hele, er det en god ide at fjerne knuden. Årsagen Pladecellekræft dannes i de fleste tilfælde af den samlede mængde sollys, man får gennem livet. Derfor ses denne kræftform typisk i ansigtet og på håndrygge, hvor man har fået meget sol, året rundt, livet igennem. Folk med udendørs erhverv, ivrige soldyrkere eller personer med lys hud er mere udsat for at udvikle hudkræft. Det er ikke ualmindeligt, at man udvikler to eller flere pladecellekræftknuder. Man skal derfor være opmærksom på langsomt voksende knuder eller sår, der ikke vil hele. Sådanne forandringer bør kontrolleres af en læge. Undersøgelse Når der er mistanke om hudkræft, tager man en lille prøve af knuden. Det kaldes også en biopsi. Prøven undersøges derefter for kræftceller i et mikroskop. Der er to forskellige måder at tage en prøve af huden på. Ved den ene metode tager lægen en såkaldt stansebiopsi, hvor der forsigtigt presses en lille skarpslebet cylinder ned i knuden. På den måde får lægen en hudprøve, som kan undersøges nærmere. Ved den anden metode fjerner lægen en lille del af knuden med en kniv. Ved begge metoder anvendes lokal bedøvelse. 2
Download PDF fil