Du har fået påvist en forandring i brystet, som vi har anbefalet, at du får fjernet. På grund af forandringens størrelse og placering har kirurgen vurderet, at der vil være behov for plastikkirurgisk teknik, hvis brystet ikke skal blive deformeret af den brystbevarende operation. Hvordan? Ved en brystbevarende operation, fjerner man forandringen i brystet med en sikkerhedsmargin af normalt væv hele vejen rundt. Kirurgen sætter nogle små metalclips i området, hvor forandringen er fjernet, så man efterfølgende kan lokalisere det med henblik på strålebehandlingen. Det tilbageværende brystvæv sys sammen, så det bliver et mindre men fortsat normalt formet bryst. Fordele og ulemper ved metoden Hvis der er tale om kræft eller forstadier til kræft, er det ofte en forudsætning for metodens sikkerhed, at der gives strålebehandling bagefter. Hos ældre kvinder med meget små forandringer kan strålebehandling dog indimellem undværes. Strålebehandling kombineret med rygning øger risikoen for lungekræft til næsten det dobbelte, så vi anbefaler, at du holder op med at ryge, hvis du skal have foretaget en brystbevarende operation. Hvad angår overlevelse, er metoden lige så sikker som at få fjernet brystet, forudsat at man følger anbefalingerne om eventuel efterfølgende strålebehandling. Hvis den mikroskopiske undersøgelse af vævet viser, at der ikke er taget nok væv med ud, kan det give anledning til en ekstra operation. Hvis kirurgen mener, brystbevarende operation kan lade sig gøre, forventer vi også, at det kosmetiske resultat bliver acceptabelt, men det endelige resultat kan først vurderes tidligst 1/2 år efter endt strålebehandling. Hvis du ikke bliver tilfreds med resultatet, drøfter vi det gerne med dig med henblik på muligheden for korrektion. 2
Download PDF fil