Et hudtransplantat er et stykke hud af variabel tykkelse og størrelse, der er fuldstændig fjernet fra dets oprindelige sted og flyttet til til et andet sted, som skal dækkes med hud. For at sårsekret kan passere fra sårbund, og for at transplantatet kan strække sig, er det oftest meshet, dvs. 'hullet' som et net. Et nyt anlagt transplantat består derfor både af hel hud og små sår (meshhuller). Transplantatet tages typisk på låret med en dermatom og fæstnes herefter til sårkanten med suturer eller agraffer. For at holde transplantatet på plads og undgå hæmatom under den nye hud anvendes ofte en bolusforbinding. På underekstremiteterne anlægges endvidere kompressionsbandage, såfremt der er tilfredsstillende blodgennemstrømning i benet. På 5. postoperative dag fjernes bolusforbinding/kompression, og transplantatet tilses. Suturer og agraffer fjernes, og transplantatet trimmes (overskydende hud afklippes). Dette foregår enten under indlæggelse eller ambulant. Fra 6. postoperative dag kan man ofte tillade overbrusning af transplantatet eventuel i forbindelse med personlig hygiejne. Pleje Transplantatet forandrer sig dag for dag. I starten kan det være meget fugtigt og få dage senere begyndende tørt. Det sker i takt med meshhullerne heles og bliver til almindelig hud. Det er vigtigt, at hudtransplantatet tilses og soigneres dagligt med postevand, med mindre der er faglige argumenter for det modsatte. Skorper fjernes med pincet og saks. For at skåne det indhelede transplantat bør dette gøres, mens transplantatet er vådt (efter brusebadet). Nekrotisk transplantat afklippes. Luftning Transplantatet luftes efter soignering, oftes 1/2-1 time, 1-2 gange dagligt (eller efter ordination) indtil transplantatet er stabilt. Det vil sige, at transplantatet sidder fast, og meshuller er lukkede. I et ukompliceret forløb vil transplantatet være stabilt efter ca. 8-10 dag. Når transplantatet lufter skal eventuelle defekter være dækket med sårprodukt, f.eks. Jelonet. Det er for at undgå udtørring af de åbne sår. Transplantatet er meget følsomt overfor fugtighed, da et vådt transplantat uden luftning sandsynligvis vil blive afstødt. Det er derfor vigtigt, at transplantatet vurderes og luftes ud fra graden af fugtighed. 2
Download PDF fil