Sådan forbereder du dig. Plastikkirurgisk Afdeling Z Indlæggelse på sengeafdelingen Z1 På selve indlæggelsesdagen skal der ofte foretages flere samtaler med læger og sygeplejersker og eventuel blodprøvetagning. Derfor skal du forvente, at det kommer til at vare hele dagen. Vær forberedt på, at der kan være ventetid mellem dagens samtaler og undersøgelser. Når du møder - Meld din ankomst ved at scanne dit sundhedskort på skærmen i afdelingen. Planlagt operation i fuld bedøvelse - Hvis du er booket til operation i fuld bedøvelse, vil denne som oftest være planlagt til første hverdag efter indlæggelsen. Vi forventer, du tager hjem om eftermiddagen og møder igen fastende om morgenen til operation. Det vil sige, når samtalerne og undersøgelserne er færdige på indlæggelsesdagen, aftaler du med sygeplejerskerne på hvilket tidspunkt, du møder fastende næste dag. Indlægges du en fredag, er din operation planlagt til mandag. Du skal være opmærksom på, at du selv skal betale og sørge for transporten mellem indlæggelsesdagen og operationsdagen. Planlagt operation i lokal bedøvelse under indlæggelse - Skal du indlægges i forbindelse med operation i lokal bedøvelse, møder du direkte på operationsgangen, og efter operationen bliver du fulgt på sengeafdelingen. Tandbørstning og mundskyl kan gøre en forskel! Du kan selv være med til at nedsætte risikoen for infektioner ved din operation, hvis du børster dine tænder og skyller mund to dage før din operation og dagen efter. Fire gange dagligt skal du: • Børste dine tænder grundigt. Hvis du har protese, skal du rengøre denne, som du plejer • Efter en time, skal du skylle munden med KLORHEXIDIN 0,12 % (kan købes på apoteket eller Matas). Det er vigtigt, at der går en time fra tandbørstningen til du skyller munden, da tandpasta kan påvirke effekten af mundskyl. Med denne ekstra mundhygiejne er det muligt at nedsætte risikoen betydeligt for at få infektioner efter operationen. HUSK - der skal gå en time mellem tandbørsning og mundskyl Tag din medicin med - På operationsdagen skal du medbringe din daglige medicin i originalpakningerne. Du skal medbringe medicin til hele indlæggelsen. På indlæggelsesdagen kan du evt. medbringe en medicinliste, så lægen kan se præcis, hvilken medicin du får. Blodfortyndende medicin - Hvis du er i behandling med Hjertemagnyl, fiskeolie, ginseng, ginkgo biloba eller hvidløgspiller, skal du holde pause en uge før operationsdatoen. 1/2 Materiale nr: 114911 12.02.2020
Download PDF fil