En nyre fra en levende donor Hvis du skal have en nyre fra en levende donor, behøver I ikke at have samme blod- og vævstyper. Skal du modtage en nyre fra en person med en anden blodtype end din egen, betyder det, at du - men ikke din donor - skal have en speciel medicinsk behandling. Uden denne behandling vil din krops antistoffer straks ødelægge nyren. Behandlingen består af både medicin og en slags hæmodialysebehandling, der fjerner dine blodtypeantistoffer. Med denne behandling er det også muligt at blive transplanteret med en nyre fra en levende donor, selv om du har antistoffer mod den pågældende donor. Hvis denne behandling er aktuel, har du allerede fået eller vil få udleveret en pjece om behandlingen. På venteliste til en nyre fra en afdød Antallet af nyrer fra afdøde donorer er lavt, samtidig med at antallet af patienter, der har behov for en nyretransplantation stiger. Ventetiden er derfor blevet længere. I gennemsnit er ventetiden i Danmark 3 til 4 år. Ventetiden på en ny nyre afhænger af dine blod- og vævstyper. Hvis du har antistoffer imod fremmede vævstyper, kan du komme til at vente længere. Antistoffer kan opstå, hvis du tidligere er transplanteret eller har fået blodtransfusioner. Antistoffer kan også opstå efter en graviditet. Nogle mennesker har antistoffer uden at man kan forklare hvorfor. Ventetiden er ofte svær Tiden før en transplantation kan være en psykisk belastning med tvivl og uro. Du skal vide, at du altid er velkommen til at tale med personalet om dine tanker. Forbered dig på transplantationen Når du skal transplanteres, er det vigtigt at være i så god form som muligt. Det giver det bedste forløb. Det vil være godt for dig at dyrke motion i det omfang, det er muligt for dig. Og det er bedst, hvis du ikke er overvægtig. Hvis du ryger, bør du holde op, fordi rygning øger risikoen for komplikationer ved transplantation. Nyrens blodforsyning kan tage skade af rygning, og det vil medføre dårligere nyrefunktion og afkorte den tid, hvor din nye nyre fungerer. • Hvis du er på venteliste til en nyre fra en afdød, afhænger ventetiden af din blod- og vævstype. Nogle venter kort tid, andre lang tid. • Det er vigtigt, at du er i så god form som muligt. • Det er vigtigt, at du ikke ryger, da det vil skade din nye nyre. 3
Download PDF fil