CODOX-M Kort om behandlingen Behandlingen CODOX-M strækker sig over ca. 15 dage. De første 5 dage får du kemoterapi. Det gør du også på dag 8 og 10. De øvrige dage får du væskebehandling. Behandlingen er en kombination af flere forskellige stoffer, der virker mod din sygdom på forskellig måde. Navnet CODOX-M er sammensat af de præparater, der indgår C = Cyklophosphamid (kemoterapi) O = Oncovin®/vincristin (kemoterapi) DOX = Doxorubicin/Adriamycin (kemoterapi) M = Methotrexat (cellegift) CODOX-M gives som regel sammen med antistoffet Rituximab, som er beskrevet i en selvstændig pjece. Derudover gives CODOX-M ofte sammen med en anden behandling, kaldet IVAC. Denne behandling er også beskrevet i en selvstændig pjece. Hvis du får CODOX-M sammen med IVAC, gives det som regel skiftevis. Behandlingsforløbet består af flere behandlingsserier. Det drejer sig normalt om 4 serier, og hvis behandlingen gives sammen med IVAC, får du som udgangspunkt skiftevis én serie CODOX-M og derefter én serie IVAC, til du har fået i alt 4 serier, dvs. 2 af hver. Det endelige antal behandlinger, og om det er kombinationen af CODOX-M og IVAC, afhænger af netop din sygdom, og beror på en individuel vurdering fra din læge. Hvor lang tid, der går mellem to serier kommer an på dine blodprøver, da en ny serie altid vil begynde, så snart du er klar til ny behandling. Dine blodprøver viser, om du er klar til ny behandling, og du vil blive fulgt tæt imellem behandlingsserierne. Om selve behandlingen Du får behandlingen i et centralt venekateter (CVK). Har du ikke allerede et CVK, skal du have anlagt et. Information om at få anlagt CVK er beskrevet i en selvstændig pjece. CVK anlægges typisk den første dag i første behandlingsserie eller forud for den første behandling. Du får behandlingen ambulant eller under indlæggelse. Den første behandling får du som regel under indlæggelse. Første dag varer behandlingen 1-1,5 time, men da de fleste skal have antistoffet Rituximab først, bliver den samlede behandlingstid længere. Du skal regne med at afsætte hele dagen til behandlingen. Du skal have taget blodprøver før hver behandlingsserie. 2/8
Download PDF fil