Ved livets afslutning Denne lille pakke er tænkt som et redskab til at skabe grobund for samtale og samvær i den sidste tid. Det er vigtigt at understrege, at pakken ikke skal stå alene men er ment som en hjælp til Jer, med henblik på at skabe et rum, hvor det er rart at være. Vi ved, at det kan være vanskeligt at stå ved et menneske man holder af, hvor døden er nært forestående. Det kan være svært at forholde sig til noget så komplekst og dog enkelt som livets afslutning. Det kræver mange kræfter, - kræfter der måske allerede er brugt i et ofte langt sygdomsforløb. Mange ønsker viden om, hvad der sker både fysisk og psykisk, når døden er nært forestående. Vi har derfor skrevet lidt om, hvad der sker med krop og sind i de sidste levedøgn. Pjecen indeholder også informationer om, hvad der typisk sker efter, at døden er indtruffet. Vi håber, at vi med denne pjece kan give svar på nogle af de spørgsmål, I har, og måske også kan sætte ord på nogle af de tanker, I gør Jer. Som nævnt kan pjecen ikke stå alene, men er tænkt som et supplement til den samtale, som også er nødvendig i den tid - både med hinanden som pårørende og med personalet i afdelingen. At være i rummet Som pårørende kan den sidste tid i et ofte langt sygdomsforløb opleves som svær. Vi vil som personale hjælpe til, at I får det rum og den plads, som I har brug for. Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til hinanden og at udholde stilheden i rummet. Det kan være en hjælp, at gøre rummet til "sit eget", at høre lidt musik, læse højt, synge eller andet, som giver mening for netop Jer. Mange kan være i tvivl om, om børn skal være med i denne tid. Vi vil som personale opfordre Jer til, at børn er med i det omfang, som både de og I magter. Af erfaring ved vi, at det er vigtigt, at børnene er inddraget og får tid og plads til spørgsmål, til at se og til at røre. Børnenes fantasi er ofte værre end virkeligheden. Det, at børnene er inddraget, gør også, at det er nemmere at tale om hele forløbet efterfølgende. 2
Download PDF fil