Behandling med stiv halskrave Til patienter og pårørende Vælg farve I det følgende finder du information omkring forløbet, når du behandles med en stiv halskrave. Du har fået en stiv halskrave på grund af brud på halshvirvlsøjlen. Du skal gå med halskraven for at sikre, at bruddet holdes i ro. Når du starter behandling med en stiv halskrave, vil en læge fra Neurokirurgisk Afdeling U på Odense Universitetshospital tage stilling til, hvor længe du skal bære halskraven. Det vil typisk være ca. 12 uger. Når du har et brud, som skal behandles med stiv halskrave, er det en type brud, hvor knoglerne sidder som de skal, men kræver ro til at vokse sammen. Kraven sikrer at knoglerne holdes i ro, så det sandsynligvis kan vokse sammen igen og nerverne ikke beskadiges. Kontroller Kontrollerne foregår mandage i Ambulatoriet UCR. Du skal have røntgenkontrolleret bruddet med regelmæssige mellemrum. Det er individuelt, hvor hyppigt man skal kontrolleres, men ved en 12-ugers behandling er det typisk efter 2, 6, 12 og 14 uger. Her vil der være et fysisk fremmøde ved kontrollen i uge 2 og uge 12. Her vil du få taget et røntgenbillede af din nakke, og efterfølgende vil du blive tilset af en læge. Ved kontrollen i uge 6 og uge 14, vil du blive indkaldt til kontrolrøntgen af din nakke på dit lokale sygehus, hvor du efterfølgende vil blive kontaktet telefonisk af en læge med henblik på svar. Du modtager indkaldelserne via din e-Boks eller pr. brev afhængig af, hvad du er tilmeldt. Type af krave De mest almindelige kraver: • Vistakrave (grå krave med grøn indlæg) På Vistakraven skal bagstykket være yderst i samlingen på siden af halsen. Indlægget kan tages af og vaskes forsigtigt i mild sæbe og lægges til tørre på et håndklæde. Indlægget skiftes ved behov, dog mindst en gang om ugen og/ellers hvis polstringen bliver våd eller snavset. Det er vigtigt at polstringen skiftes, for at huden ikke bliver irriteret. • Bandagistkrave (bliver fremstillet og tilrettelagt af bandagist) På bandagistkraven skal bagstykket være inderst i samlingen på siden af halsen. Bandagistkraven kan vaskes med vand og sæbe og tørres med et håndklæde. Der findes en tynd beklædning til denne, som kan vaskes og bruges igen. x 1/8 Materiale nr: 148274 08.04.2021
Download PDF fil