Behandling med Laktulose ved hjernepåvirkning af leversygdom Til patienter og pårørende Vælg farve Hvorfor behandling med Laktulose Vi har konstateret, at du lider af hjernepåvirkning forårsaget af leversygdom. Diagnosen er stillet enten i forbindelse med en indlæggelse eller ved måling af din reaktionstid. Denne hjernepåvirkning kan have stor indflydelse på din hverdag, derfor er det vigtigt at du får behandling. Behandlingen består af afføringsmidlet Laktulose. Afføringsmidlet ændrer din bakterieflora i tarmen, og giver dig lidt løsere afføring med hyppigere toiletbesøg. Målet er at afføringsmidlet bremser dannelsen af de affaldsstoffer fra tarmen, som påvirker hjernen. Det er kun Laktulose, som har den ønskede virkning på hjernen, så andre typer afføringsmiddel kan ikke bruges. Bivirkninger • Diarre • Luft fra tarmen • Mavesmerter • Oppustethed Målet med behandlingen Målet er at opnå 2 linde afføringer dagligt. Den nødvendige dosis er individuel. Hvis du allerede har afføring mere end 2-3 gange dagligt skal du alligevel prøve at tage Laktulose i en kortere periode i en lille dosering (1 uge). Hvis det ikke øger antallet af afføringer, bør du fortsætte med at tage det. Får du for mange tynde afføringer til at du kan holde det ud, kan dosis reduceres. Sygeplejersken eller lægen vil instruere dig i, hvilken dosis du skal tage. Princippet er, at man begynder med en lav dosering for at undgå diarre. Bemærk at maven formentlig skal vænne sig til Laktulose, og det kan forventes at bivirkninger såsom maverumlen og luft i maven aftager efter 2-3 uger. Det er vigtigt, at du ikke ophører behandlingen før, du har talt med en læge eller sygeplejerske i afdelingen. Kontrol af effekten Effekten af Laktulose på hjernefunktionen kan måles efter 4 uger ved en samtale og ved en reaktionsmåling. Effekten på din hjernefunktion vil du formentlig også selv kunne mærke. Behandling med Rifaximin Hvis behandling med Laktulose ikke har den optimale effekt, kan der være indikation for at starte behandling med Rifaximin, også kaldet Xifaxan. Rifaximin anvendes som tillæg til Laktulose, når dette ikke er nok til at holde hjernepåvirkningen forårsaget af leversygdom under kontrol. Rifaximin anvendes også, hvis man ikke tåler Laktulose. Rifaximin er et antibiotikum, der næsten udelukkende virker i tarmen, og er effektivt mod mængden af affaldsstoffer, der dannes i tarmene ved at bremse væksten af tarmbakterier, der laver affaldsstofferne, mens tarmen fordøjer den mad du har spist. Hvis der ses en bedring i dine resultater ved samtale og reaktionstidsmålinger, fortsættes behandlingen. Hvis der ikke ses nogen bedring, tager lægen stilling til, om du skal fortsætte med behandlingen eller ej. Odense Universitetshospital S - Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme Kløvervænget 11, indgang 128, kælder . 5000 Odense C. Tlf. 65 41 27 55 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odes Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afds x 1/1 Materiale nr: 176949 27.06.2023
Download PDF fil