Velkommen til S1 med overflytning og udskrivelse. Indlæggelsessamtale: På indlæggelsesdagen eller snarest muligt derefter, vil du få en samtale med en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent angående dine ønsker og behov i forbindelse med indlæggelsen. Alkoholvaner kan være medvirkende årsag til udvikling af sygdomme og hermed en del indlæggelser, derfor har personalet på denne afdeling valgt, at spørge alle patienter om deres alkoholvaner, for at kunne yde den optimale pleje og behandling til den enkelte. Vi tilbyder hjælp til alkoholstop. Stuegang: Der er stuegang efter behov, hvilket betyder at ikke alle patienter får gået stuegang dagligt. Det aftales med læge og sygeplejerske, hvornår næste stuegang er. Hensigten med stuegangen er at patient, læge og sygeplejerske drøfter de helbredsforhold, der er årsag til indlæggelsen. Lægen vil, når undersøgelsesresultater foreligger, orientere dig på stuegangen og i samarbejde med dig og evt. dine pårørende løbende tilrettelægge en plan for undersøgelse, pleje og behandling. Det er vigtigt at du er tilstede på stuen ved stuegang. Samtalen med lægen skal, såvidt det er muligt, foregå i enerum. Derfor kan du blive bedt om at forlade stuen, når der tales med de andre patienter. Om aftenen og i weekender iværksættes stuegang ved akutte behov. Samtale med læge: Der kan arrangeres lægesamtale efter aftale med plejepersonalet. Typisk foregår lægesamtalen efter stuegang ca. kl. 14.00 på hverdage efter forudgået aftale herom. Forespørgsler: Som hovedregel rettes pårørendes og andre besøgendes spørgsmål om patientens tilstand til patienten selv. Erfaringsmæssigt giver det et godt samarbejde, at du aftaler hvem blandt dine pårørende, der kan fungere som kontaktperson mellem afdelingen og den øvrige familie. Det betyder oftest at kommunikationen parterne imellem herved bliver mere klar og entydig. Af hensyn til afdelingens daglige rutiner og gøremål, henstiller vi de pårørende til at ringe mellem kl. 12-14 og kl. 19-21. Til akut dårlige patienter besvares forespørgsler på alle tidspunkter af døgnet. Under indlæggelsen vil du få brug for: • Morgenkåbe/badekåbe • Privat tøj • Fodtøj, som du går godt i • Hjemmesko • Toiletsager • Evt. Barbermaskine • Evt. batterier til høreapparat • Evt. hjælpemidler - eksempelvis rollator, stomiprodukter osv. • Evt. mobiltelefon Vi forventer at du er påklædt, når du færdes på gangen af hensyn til øvrige patienter og personalet. Medbragt medicin: Medbragt medicin bortset fra special medicin, vi ikke har i afdelingen, kan ikke opbevares i afdelingen. Der aftales med sygeplejerske, hvilken medicin du evt. skal beholde i afdelingen og hvad du skal sende med dine pårørende hjem. Af sikkerhedshensyn ønsker vi ikke, at du opbevarer medicin sammen med dine øvrige ejendele. 2/3
Download PDF fil