Side 1

Mavesår - Information om Mavesår Til patienter og pårørende Vælg farve Information om Mavesår Hvad er et mavesår og hvorfor opstår det: Mavesår er et hul i mavesækkens eller tolvfingertarmens indre overflade. Hullet opstår pga. en ubalance imellem slimhindens naturlige modstandskraft og mavesyren. Det er en almindelig myte at mavesår kommer af stress, men der er imidlertid ikke noget som tyder på at dette er tilfældet. Nogle mennesker får ganske vist ondt i maven under stress, men det må ikke forveksles med sygdommen mavesår. Der findes imidlertid to sikre og almindelige årsager til egentlige mavesår - det kan være infektion med en bakterie eller det kan være en bivirkning til medicin. Næsten alle med sår på tolvfingertarmen har en kronisk infektion i mavesækkens slimhinde med bakterien Helicobacter pylori, og når den fjernes bliver man helbredt. Det samme gælder mange sår i mavesækken, men her er årsagen lige så ofte behandling med gigtmedicin eller medicin indeholdende acetylsalicylsyre. Acetylsalicylsyre findes i smertestillende midler - f.eks. Kodimagnyl, men anvendes også i en lav dosis til forebyggelse af blodpropper, f.eks. Hjertemagnyl. Hvilke symptomer har man ved mavesår: Symptomerne på mavesår kan veksle meget. De fleste har smerter og ubehag øverst i maven. En knugende sultfornemmelse, kvalme, opkastninger og fornemmelse af "for meget mavesyre" er også almindeligt. Symptomerne kommer oftest periodevis og indtil flere gange om året. Mavesår kan bløde og det kan være det første eller eneste symptom. Blødningen viser sig ved opkastning af rødt eller sort (kaffegrumslignende) blod og/eller blod i afføringen, som så bliver sortfarvet eller rød (ved kraftig blødning). Blødningen kan være farlig og man skal kontakte lægen. I sjældne tilfælde kan mavesåret perforere, dsv. gå hele vejen igennem slimhindevæggen. Det medfører meget pludselige og uudholdelige smerter, og man må selvfølgelig indlægges og opereres akut. Hvordan undersøger man for mavesår: Ved en mavekikkertundersøgelse (gastroskopi) kan man efterse slimhinden i spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Dette er den sikreste metode, idet der kan tages prøver fra sår og slimhinde til undersøgelse for bakterier og kræft. Til undersøgelsen skal man være fastende. Der gives lokalbedøvelse i svælget og evt. en beroligende indsprøjtning. Røntgenundersøgelse af mavesæk og tolvfingertarm, som tidligere var mest anvendt, foretages nu kun sjældent. Infektion med mavesårsbakterien Helicobacter pylori kan også påvises med en blodprøve og endnu sikrere med en såkaldt pusteprøve, men disse undersøgelser kan ikke afgøre om der er mavesår eller ej. � Se bagsiden Odense Universitetshospital S - Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme Tlf. 65 41 27 55 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odes Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afds x 1/2 Materiale nr: 104754 11.06.2020

    ...