Side 1

Genoptræning efter amputation af benet Til patienter og pårørende Vælg farve Generel information Denne pjece har til formål at informere dig og dine pårørende om et typisk genoptrænings- forløb fra indlæggelsen efter benamputationen frem til, at du er godt i gang med træningen med benprotesen. Genoptræningen foregår i tæt samarbejde med fysioterapeut, læge, plejepersonale, bandagist, ergoterapeut, pårørende og andre relevante samarbejdspartnere. Vi håber, at denne patientinformation vil hjælpe dig og evt. dine pårørende til at få et samlet overblik over forløbet. Du og dine pårørende er altid velkomne til at kontakte fysioterapeuten. Kort beskrivelse af et typisk forløb Du vil møde fysioterapeuten den første dag efter din operation, hvor vi vil snakke med dig og hjælpe dig i gang med din genoptræning. Din træning vil fortsætte under indlæggelsen. Kort tid efter udskrivelsen fortsætter din genoptræning på sygehuset. Du tilbydes træning 1-2 gange om ugen. Den første tid træner du med henblik på at forberede dig til at bruge protese. Du vil tidligt i dit forløb møde bandagisterne og træning med protese vil foregå i tæt samarbejde med din bandagist. Når du får din protese fortsætter du træning på sygehuset. Det er meget individuelt, hvor længe der er behov for genoptræning på sygehus. Ved afslutning af dit forløb vil vi sammen med dig tage stilling til, om du har behov for genoptræning i kommunen. Træning under indlæggelse Når du møder fysioterapeuten den første dag efter din operation, vil vi snakke om, hvordan din hverdag var før amputationen, hvordan du har det, og hvilke forhåbninger du har til at skulle bruge protese. Din genoptræning vil oftest starte første dag efter operationen. Træningen er en væsentlig del af din forberedelse til at kunne bruge en benprotese. Målet med træningen er, at du bliver så selvstændig og mobil som muligt, bliver stærkere i hele kroppen og bevarer bevægeligheden. Det er vigtigt, at du ligger så fladt i sengen som muligt med strakt knæ og hofte. Det er ligeledes godt, hvis du kan ligge på maven 2 x 30 min, om dagen for at undgå stramning ved hofteleddet. Det vil gøre det lettere for dig at komme til at gå igen. Hvis du ikke kan ligge på maven, kan fysioterapeuten vise dig andre måder at strække hoften på. Træningen vil blive tilpasset dig. Du og evt. dine pårørende vil få informationer og vejledning i forbindelse med træning. Du vil træne i at komme ud af sengen og til kørestol, rejse dig op at stå med støtte, et bens balance, evt. hinke med støtte. Du vil komme til at træne bevægelse og styrke af din krop. Smerter efter amputation Det er vigtigt både for dit velbefindende og for udbyttet af træningen, at du er så godt smertebehandlet som muligt. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Ortopædkirurgisk Afdeling O . Odense: Tlf. 65 41 35 30 Svendborg: Tlf. 63 20 21 43 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeo Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdo x 1/4 Materiale nr: 120050 01.06.2023

    ...