Side 1

Behandling af venøst angiom Til patienter og pårørende Vælg farve Information til patienter med en karmisdannelse De undersøgelser, du tidligere har fået foretaget, viser, at du har en misdannelse af nogle blodkar under huden. Det er en misdannelse af venerne, kaldet venøst angiom. Den slags misdannelser er ikke arvelige. De opstår tidligt i livet og har tendens til at vokse med alderen. Hvad er et venøst angiom? Et venøst angiom består af en samling blodkar (vener), som er udvidede og forstørrede. Det ses som rødlig-blå tegninger under huden. Det venøse angiom kan hæve og blive ømt især hvis det område, hvor det sidder, holdes nedad. Afhængig af dets placering, kan det trykke på det omgivende væv og derved give gener. Behandling Tidligere var operation det eneste behandlingstilbud. På grund af de mange store blodkar var dette ofte vanskeligt, og i en del tilfælde umuligt. Inden for de seneste 20 år er en anden behandling, den såkaldte ''sklerosering'' blevet mulig. Det er sjældent muligt, at lukke angiomet helt med denne behandling. Men i de fleste tilfælde kan betydelige dele af misdannelsen lukkes med et godt resultat, hvor generne fra karmisdannelsen mindskes betydeligt eller i bedste fald kan forsvinde helt. billede: Venøst angiom på hals under behandling Hvordan foregår sklerosering? Inden behandlingen bliver du informeret nærmere af en røntgenlæge og en anæstesilæge. Du vil få taget de nødvendige blodprøver og få lagt et drop i en blodåre på håndryggen. Behandlingen foregår på Radiologisk Afdeling (røntgenafdelingen). Den udføres i fuld bedøvelse, fordi du skal ligge helt stille og fordi selve behandlingen kan gøre ondt. Gennem huden stikkes en lille nål ind i angiomet, og med røntgengennemlysning kontrolleres placeringen. Når nålen er korrekt placeret, sprøjtes en væske ind i karrene. Denne væske ødelægger karvæggen, og får angiomet til at skrumpe. Nålen fjernes, så snart væsken er sprøjtet ind. Der stikkes 2-3 gange pr. behandling. Hele behandlingen varer som regel 1-2 timer. Ved store angiomer kan behandlingen foretages af flere omgange med nogle måneders mellemrum, så bivirkningerne ikke bliver for voldsomme. Odense Universitetshospital Radiologisk Afdeling Tlf. 65 41 21 55 Mail via e-Boks Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/radio x 1/2 Materiale nr: 105144 29.04.2024

    ...