Side 1

Fjernelse af blodprop i pulsåre i hjernen Til patienter og pårørende Vælg farve Trombektomi Indledning Den skanning, du lige har fået foretaget, har vist, at du har en blodprop i en pulsåre i hjernen. Det er denne blodprop, som giver dig symptomer. Medicinsk behandling Behandlingen af en sådan blodprop er medicinsk. Gennem et drop i hånden får du den blodprop-opløsende medicin, som hedder Actilyse. Medicinen gives i løbet af en time og er i en del tilfælde i stand til at opløse blodproppen. Dette er en kendt behandling, der bruges som standardbehandling til patienter med blodprop i hjernen. Behandlingen er forklaret i detaljer i den patientinformation, du har fået fra Neurologisk Afdeling. Hvis medicinen ikke virker? I nogle tilfælde er medicinen ikke i stand til at opløse blodproppen.Til disse tilfælde findes en relativ ny metode, hvor blodproppen kan suges ud. Da virkningen/ bivirkningerne endnu ikke kendes fuldt ud, tilbydes behandlingen kun, hvis den velkendte medicin ikke virker, og der derfor ikke er andre behandlingstilbud. Da det er vigtigt, at påbegynde behandlingen så hurtigt som muligt, vil vi bede dig tage stilling til, om du vil tage imod dette tilbud allerede ved starten af den medicinske behandling. Det giver os mulighed for at gøre klar til at suge blodproppen ud, så snart vi ved, at medicinen ikke virker. Hvis du ikke ønsker denne behandling, vil du blive tilbudt den almindelige blodpropbehandling. Hvordan suges blodproppen ud? Behandlingen, som hedder trombektomi, foregår på Radiologisk Afdeling (røntgen). Den udføres i fuld bedøvelse, fordi du skal ligge helt stille. Der lægges et kort plastikrør (en sheath) ind i pulsåren i lysken. Gennem dette føres et kateter (et tyndt rør af plastik) - via hovedpuls-åren op til halsen (figur 1). Her igennem føres et endnu tyndere kateter via hjernens pulsåre helt ud til blodproppen. Lægen er i stand til at suge blodproppen ud eller fjerne den med et lille trådnet igennem det helt tynde kateter (figur 2). Komplikationer I enkelte tilfælde kan der under oplægning af kateteret gå hul på en pulsåre, så der opstår en hjerneblødning. Risikoen for alvorlige komplikationer med forværring af dine symptomer er ca. 4 - 5%. Hvis behandlingen varer længe, kan der pga. røntgenstrålingen forekomme hårtab i en periode, men håret vokser ud igen. Efter behandlingen - opvågning Efter bedøvelsen vil du vågne på opvågningsafsnittet, hvor du skal ligge fladt på ryggen i sengen de første par timer. Personalet vil orientere dig nærmere. Så snart det er muligt, overflyttes du til Neurologisk Afdeling eller dit hjemsygehus. Efterbehandling Den efterfølgende behandling med tværfaglig genoptræning er den samme, uanset om blodproppen er suget ud, eller om den er blevet opløst af medicinen. Neurologisk Afdeling Neuroradiologisk sektion i Radiologisk Afdeling Odense Universitetshospital Radiologisk Afdeling Tlf. 65 41 21 55 Mail via e-Boks Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/radio x 1/2 Materiale nr: 104736 24.01.2024

    ...