Baggrund Da rehabilitering synes at være en lærings-, forandrings- og mestringsproces, er det afgørende, at mål og proces skabes i et samarbejde mellem borgeren, dennes nærmeste og de involverede fagprofessionelle og dermed ved ‘samskabelse’ (Lund & Hjortbak, 2017, s. 160). Ved målsætning i rehabilitering er dialogen mellem fagperson og patient afgørende, så fælles drøftelse af prioritering og relevant intervention er valgt og anerkendt af begge parter (Maribo & Nielsen, 2016; Sundhedsstyrelsen, 2018). Således indgår dialog og ‘samskabelse’ som et grundlæggende element i rehabiliteringsprocessen. I standard rehabiliteringsforløbet i REHPAs forskningsklinik indgår der som minimum to individuelle samtaler, som har fokus på formidling i forbindelse med PRO, afklarende i forhold til deltagernes præferencer, målsættende og rådgivende relateret til rehabiliteringsbehov og lindring med fokus på den enkeltes livskvalitet. Således kan indholdet relatere sig til fysiske, psykiske, sociale eller eksistentielle behov. Livstruende sygdom er ofte forbundet med behov relateret til psykologiske kriser eller eksistentielle udfordringer (Johansen, 2013). Så selv om fokus for den individuelle rehabiliteringssamtale er rehabiliteringsprocessen, kan den individuelle samtale antage mange former, som kan have afgørende betydning for den enkeltes livskvalitet. Derfor er valg af samtalemetode fri, da deltagernes behov og prioritering er bestemmende for, hvilke metoder der skal tages i anvendelse. Betydning for valg af samtalemetode har også den enkelte samtalepartners profession og foretrukne metode. Den gode samtale mellem fagperson og patient har elementer af lytning, spørgsmål, dialog og releksion ud fra patientens behov og samtalepartnerens faglige skøn, hvor skønnet indeholder høj grad af faglighed og erfaring (Martinsen, 2006). Når livsstilsforandring er i fokus er ‘den motiverende samtale’ et lovende værktøj i forbindelse med at fremme mange forskellige adfærdsændringer på tværs af forskellige kræfttyper og behandlingsstadier. Der indes således evidens for, at den motiverende samtale virker hensigtsmæssigt over for disse samt i relation til psykosociale behov (Spencer & Wheeler, 2016). Ved andre typer af samtaler trækkes bl.a. på systemiske og narrative metoder med fokus på deltagernes perspektiv, livsverden og erfaringer fra hverdagslivet (Hornstrup, Loehr-Petersen, Madsen, Johansen, & Specht, 2018; White, 2008). Formål • Deltageren oplever støtte til afklaring af behov for rehabilitering og lindring samt mulige ønsker, håb og mål. • Deltageren oplever hjælp til, med hjælp fra dialogstøttearket, at identiicere og prioritere vedkommende og velkomne interventioner og aktiviteter. • Deltageren modtager relevant rådgivning eller terapeutisk støtte, der tager udgangspunkt i deltagerens ressourcer, handlerum og muligt netværk. • Deltageren sikres mulig behandling i den 12-ugers hjemmeperiode eller ved rehabiliteringsforløbets afslutning. Indhold I rehabiliteringsforløbet er der planlagt to individuelle samtaler. Den første er placeret på 5-dagesopholdets fjerde dag. Det er en erfaring fra opholdene, at mange deltagere har vanskeligt ved at forestille sig på forhånd, hvad et rehabiliteringsophold indebærer. Således kan det være vanskeligt allerede på førstedagen at skulle forholde sig til behov, mål, indsatser med videre. ‘Den første samtale’ indledes med at adressere den professionelles forudgående viden om deltagerens afgivne oplysninger (PRO) (beskrevet under Klinisk indsats 1: Patientrapporterede oplysninger ved forskningsklinikken), og det af deltageren på forhånd fremsendte tema for samtalen. Deltageren inviteres til at vurdere, om det fremsendte tema fortsat er relevant, eller om andre temaer opleves mere vedkommende? 82
Download PDF fil