Når du skal have en taleventil Til patienter og pårørende Vælg farve Formålet med operationen er at du genvinder evnen til at tale. Du kan få en taleventil når operationsområdet er helet op og din synkefunktionen er tilfredsstillende. Din operation er planlagt til d. ______________ Den sidste hverdag før operationen vil du blive ringet op i tidsrummet fra kl. 14-16. Såfremt du ikke er blevet ringet op kl. 16, skal du selv ringe på tlf. 65412802 inden kl. 18, for at få oplyst mødetid. Her skal du møde på operationsdagen På operationsdagen, skal du møde på Øre-Næse- Halskirurgisk sengeafdeling F2, som ligger på 9. sal i det centrale højhus (Indgang 20). Du kan forvente at komme hjem dagen efter operationen. Sådan forbereder du dig Af hygiejniske grunde skal du tage et bad om aftenen eller om morgenen derhjemme, hvor du vasker dig grundigt inden operationen. Du må ikke bære creme, neglelak, smykker eller piercinger. Faste før operation Når du skal bedøves skal din mavesæk være helt tom. Dette for at forhindre, at mad eller væske kastes op og derved kommer i lungerne. Derfor er det vigtigt, at du følger disse regler for faste: • indtil 6 timer før mødetidspunktet må du spise, som du plejer. Herefter må du ikke spise noget eller drikke mælkeprodukter. • indtil 2 timer før mødetidspunktet må du drikke vand, saft, sodavand, kaffe eller te. Der må komme op til 2 spiseskefulde mælk i din kaffe eller te. TIP: Det er en god idé at drikke noget sødt 2 timer før dit mødetidspunkt, da det kan give øget velvære og mindsker sult og tørst. Naturlægemedicin og kosttilskud Hvis du tager naturlægemedicin eller kosttilskud eksempelvis Gingo Biloba, hvidløg, E-vitamin, fiskeolie eller ingefær, skal du stoppe med at tage det 14 dage før din operation, da det kan påvirke kroppens evne til at stoppe blødning. Operation Operationen foregår i fuld bedøvelse. Der laves en forbindelse imellem bagvæggen af luftrøret og spiserøret. I denne åbning placeres taleventilen. Indgrebet varer ca. 1 time. Komplikationer og risiko ved operationen Umiddelbart er der ingen specielle risici forbundet med indgrebet. Der kan i sjældne tilfælde være utæthed omkring ventilen, og du vil komme til at hoste, når du spiser eller drikker. Efter operationen Du bliver kørt til opvågningsstuen. Når du er vågen, bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet. OUH Odense Universitetshospital Øre- Næse- Hals/Høreklinik Afdeling F Tlf. 6541 2805 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odef Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdf x 1/3 Materiale nr: 132928 02.08.2022