Otosklerose - knoglesygdom i mellemøret Vask dig grundigt inden operationen Af hygiejniske årsager skal du tage et bad, vaske hår, ansigtet og ørerne om morgenen inden operationen. Du må ikke bære make-up, neglelak, smykker eller piercinger. Operationen Operationen foregår i de fleste tilfælde i fuld bedøvelse, men kan også foregå i lokal bedøvelse. Operationen foregår gennem øregangen, hvis der er plads. Under operationen skærer kirurgen op i kanten af trommehinden og klapper den til side. Derefter laver lægen et hul i stigbøjle fodpladen ved hjælp af laserteknologi. Heri indsættes en titaniumprotese, som fæstnes på spidsen af ambolten, efter at stigbøjlebuen er fjernet. Protesen kan nu overføre lydsvingningerne til det indre øre via ambolten. Operationen varer cirka en halv time. Efter operationen Du bliver kørt på opvågningen, hvor du opholder dig i ca. 2 timer, før du bliver kørt tilbage til sengeafsnittet. Det er normalt, at føle sig svimmel og at have kvalme efter operationen. Svimmelheden kan vare flere uger, men bedres hurtigt i løbet af de første døgn. Når du kommer hjem Det er almindeligt, at: • der kommer gammelt blod fra øret, så vattet må skiftes • have lette smerter i øret i op til en uge efter operationen • det bobler og klikker i øret • det klør i øret For at mindske hævelsen i øret skal sengen have hævet hovedgærde de første dage. Du kan have moderate smerter, som kan behandles med lettere smertestillende medicin. I øregangen sidder en lille tampon, som du ikke må røre. Yderst i øret sidder et stykke vandskyende vat, som du gerne må skifte, hvis det bliver blodigt eller vådt. Der må ikke komme vand i detopererede øre i ca. en måned efter operationen (forsigtighed ved hårvask, brusebad osv.). Sæt evt. et glas for øret, når du skyller håret efter vask. For at undgå et øget tryk i ørerne skal du undgå at lave trykudligning samt undgå bugpresse ved toiletbesøg. Der er omkring 1 % risiko for at din hørelse bliver dårligere, og at du eventuelt bliver døv efter operationen. Desuden kan det ske, at du får en ændret smagssans, øresusen, svimmelhed (som regel kun kortvarig) og/eller hul på trommehinden. Normalt må du genoptage dit arbejde efter ca. 1 uge efter operationen. Hvis du har hårdt fysisk arbejde eller arbejder i et snavset miljø, skal der gå ca. 3-4 uger før du kan genoptage dit arbejde. Du må du ikke dyrke gymnastik, løbe eller anden form for sport i 4-6 uger efter operationen. Du skal undgå at gå i karbad, swimmingpool eller bade i havet i 4 uger efter operationen. Derudover skal du undgå flyvning og dykning i 4 uger efter operationen. Ambulant kontrol Første kontrol er i vores ambulatorium 10-14 dage efter operationen. Her vil tamponen blive fjernet. Du får en ny tid til kontrol og høreprøve ca. 5-8 uger herefter, samt 6-12 måneder efter operationen. Ved betændelsesflåd, tiltagende svimmelhed, smerter eller temperaturforhøjelse skal du kontakte os på Øre- Næse- Halskirurgisk sengeafsnit på tlf. nr. 65412802. FORHOLDSREGLER DEN FØRSTE MÅNED EFTER OPERATIONEN Undgå at pudse næse, eller gør det meget forsigtigt Nys med åben mund Undgå at løfte tunge ting Undgå at bøje hovedet nedad 2/2
Download PDF fil