Side 1
Når dit barn har gips på benet Til patienter og pårørende Vælg farve Mens dit barn har gips på benet, er der nogle ting, du kan gøre for at hjælpe dit barn bedst muligt. Først og fremmest er det vigtigt at sørge for, at de led, der ikke er dækket af gipsen, stadig holdes i gang. Det kan være knæ, tæer og hofte, som skal have lidt motion. Nogle børn er måske lidt forsigtige med at bevæge de frie led, så det er vigtigt at støtte og opmuntre dit barn. Det er også vigtigt at være opmærksom på smerter. Et brækket ben kan være ret smertefuldt, især i starten. Sørg for, at dit barn får den smertelindring, som lægerne har anbefalet. Når dit barn har gips på, er det vigtigt at holde øje med, at gipsen sidder godt og ikke strammer for meget, eller der er skarpe kanter . Mindre børn kan endda prøve at trække benet ud af gipsen, så tag et billede af tæerne efter gipsen er lagt på, for at kunne tjekke, om alt er som det skal være. Hvis der opstår problemer, som for eksempel blege eller blålige tæer, eller hvis dit barn klager over smerter, så skal du kontakte ortopædkirurgisk afdeling eller lægevagten. Når gipsen er fjernet Når gipsen er fjernet, kan benet føles anderledes. Musklerne kan være svagere, og leddene stive og ømme. Det kan være en god idé at bade dit barns ben i lunt vand, give benet lidt massage og smøre det ind i creme. Når dit barn skal i gang med at bruge benet igen, er det godt at vide at de fleste børn ikke behøver decideret genoptræning. Lad dit barn se med i HCAnd app. om gips og træning efter gips. Se ovenstående. Gennem leg og aktiviteter vil barnet ofte komme i gang af sig selv. Det kan være meget forskelligt fra barn til barn, hvor lang tid det tager, at begynde at bruge benet igen efter de har haft gips på. For nogle børn og forældre kan fremgangen være svær at se i starten, men efter en måneds tid skal dit barn gerne bruge benet som normalt. Ellers skal du kontakte egen læge eller ortopædkirurgisk ambulatorie. Du kan motivere dit barn ved I sammen leger og laver sjove aktiviteter, som dit barn kan lide. Du kan f.eks. puste sæbebobler, lege med balloner eller tage en tur i svømmehallen for at få benet i gang igen. Vil dit barn gerne lege flere øvelser, kan I sammen prøve de øvelser, vi viser på bagsiden. Når dit barn er godt i gang med at bruge benet, skal I stadig være lidt forsigtige de første måneder efter gipsen er taget af med f.eks. fodbold, springgymnastik og hoppe i trampolin. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Ortopædkirurgisk Afdeling O . Odense: Tlf. 65 41 28 32 Svendborg: Tlf. 63 20 21 43 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeo Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdo x 1/2 Materiale nr: 182234 06.09.2024