Side 1
Fleksible/bløde platfødder Til patienter og pårørende Vælg farve Mange mindreårige børn henvises til en børneortopædkirurg på grund af platfødder. Dette kommer til udtryk, når barnet belaster fødderne, og fodbuerne derved reduceres eller helt udslettes. Fødderne ser flade ud, og barnet går på indersiden af foden, og belaster derved hele fodsålen (se billede 1). Dette er iøjnefaldende, hvilket ofte gør, at barnet henvises og bliver undersøgt. Alle mindreårige børn er i princippet platfodet, hvilket skyldes deres relativt bløde led, samt den fedtpude, der ligger under fodbuen. Er der tale om en fleksibel platfod, vil barnet have en helt normal fodbue, når fødderne ikke belastes, eller barnet står på tæer (se billede 2). Som regel vokser barnet fra de bløde platfødder i 4-5 års alderen og får ikke ondt i fødderne ved belastning. Tidligere har indlæg været meget brugt, men i dag ved man, at de ikke indvirker på fodens udvikling. Der er derfor ingen lægelig grund til at anvende indlæg til børn med bløde platfødder, og man kan ikke få tilskud fra kommunen, selvom det er en speciallæge (børneortopædkirurg), som ordinerer disse. Der anbefales sko med en fast, men eftergivelig hælkappe. Skoen fikserer derved hælen, så foden ikke falder indad. Barnet skal ikke have sko på hele tiden men må gerne gå på bare tæer eller strømpesokker. Normalt har børn med fleksible platfødder ikke ondt. Hvis der ved længere gåture optræder ømhed, kan man prøve at benytte sko med svangstøtte, såsom kondisko eller svangstøttende indlæg (kan købes i sko- eller sportsbutikker), og se om det kan afhjælpe generne. Bløde platfødder er en naturlig del af barnets udvikling, hvilket indlæg eller specialsko ikke kan fremskynde eller korrigere. Tvivlsspørgsmål Hvis I har spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os. Se telefonnummer nedenfor. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Ortopædkirurgisk Afdeling O . Odense: Tlf. 65 41 28 32 Svendborg: Tlf. 63 20 21 43 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeo Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdo x 1/1 Materiale nr: 150912 27.08.2019