Side 1

Kikkertoperation i knæet hos børn Til patienter og pårørende Vælg farve Ved kikkertoperation i knæet undersøges knæet indvendigt ved hjælp af en kikkert på tykkelse med en blyant, hvorpå der er monteret et kamera. Lægen kan på den måde på en skærm se indvendigt i knæet. Ved kikkertoperationen kan man undersøge knæet for sygdomme og skader og samtidig operere evt. skader såsom: • Fjernelse af beskadiget menisk • Fastgørelse af menisk • Fjernelse af mus (løse knogle-/bruskstykker) • Forskellige former for brusklidelser • Fjernelse af irriteret slimhinde/slimhindefold Operationen foregår som et sammedagskirurgisk indgreb, dvs. at man møder til operation og tager hjem den samme dag. Operationen Det er vigtigt, at barnet ikke har sår, rifter, myggestik, bumser eller lignende i området omkring knæet (15 cm over og under dette), da det kan øge risikoen for betændelse efter operationen. Ligeledes må benet ikke barberes i ugen op til operationen. Der er altid en lille risiko for betændelse efter en operation, og huller på huden kan øge denne risiko. Hvis der er sår el. lign., når I møder til operation, vil operationen ofte blive aflyst. Ring derfor nogle dage før hvis I er i tvivl. Operationssårene bliver syet med opløselige tråde, som forsvinder af sig selv efter ca. 2-4 uger. Over trådene sættes små tværgående plastre (steristrips), som hjælper med at holde sårene sammen, og over disse sættes et sugende plaster. Som regel er der også viklet et tyndt lag forbinding omkring plastrene for at begrænse blødningen og hævelsen efter operationen. Efter operationen De første par dage efter operationen er det vigtigt at holde sig i ro for at beskytte det opererede område. Det er en god idé at holde benet mest muligt over hjerte-højde understøttet af en pude eller dyne. Dette er for at undgå blødning og hævelse. Forbindingen og plastrene må som regel fjernes i løbet af nogle dage. I får nærmere instruktion om dette, inden I tager hjem efter operationen. Når sårene er tørre og lukkede, må barnet gerne komme i brusebad. Barnet må først komme i karbad og svømmehal, når der ikke længere er tråde eller sårskorper at se. Smerter Det er forventeligt, at der kan være behov for smertestillende medicin i nogle dage efter operationen. Vi anbefaler derfor køb af håndkøbssmertestillende medicin i form af Paracetamol og Ibuprofen. I vejledes i brug af dette både mundtligt og skriftligt i forbindelse med udskrivelsen. Fysiske aktiviteter og sport Når smerter og bevægelighed tillader det, kan barnet komme i skole igen. Tidspunkt for genoptagelse af sport efter operationen afhænger meget af, hvilken operation der er lavet i knæet. Beskyttelse og hærdning af ar For at arrene på sigt bliver pænest mulige, anbefales det at beskytte dem mod sollys i det første år efter operationen. Der kan anvendes solcreme med høj faktor (minimum faktor 30), plaster eller tøj med UV-beskyttelse. For at vænne arrene til berøring anbefales det at hærde dem ved f.eks. at massere og smøre med creme. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Ortopædkirurgisk Afdeling O . Odense: Tlf. 65 41 28 32 Svendborg: Tlf. 63 20 21 43 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeo Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdo x 1/2 Materiale nr: 148513 20.06.2019

    ...