Side 1

Frossen skulder (kapsulit i skulderen) Til patienter og pårørende Vælg farve Hvad er en frossen skulder? En frossen skulder er en tilstand med stivhed og smerte i skulderleddet. Årsagen er en irritationsreaktion i ledkapslen, som omgiver skulderleddet. Ledkapslen klistrer efter nogen tid sammen med ledhovedet. Tilstanden kan være langvarig og skulderen føles som om den er stivnet og "frosset fast". Hvorfor får man en frossen skulder? Tilstanden kan opstå spontant, men frossen skulder kan også opstå efter en skade f.eks. et fald på skulderen eller som reaktion efter en skulderoperation. Hvordan behandler man en frossen skulder? Behandlingen består i aflastning af skulderen, dog er det vigtigt, at man selv sørger for at bevæge arm og skulder, så meget som muligt, uden at det gør ondt. Tilstanden kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin: Man kan anvende NSAID-præparater, såsom Ibuprofen, i kortere perioder (10-14 dage). Dette ifølge aftale med en læge. Vigtigt at man stopper med NSAID-præparater, hvis der tilkommer gener i form af sure opstød og mavesmerter. Det kan være nødvendigt, at få indsprøjtninger med binyrebarkhormon i skulderen. Binyrebarkhormonet helbreder ikke, men dæmper irritationstilstanden i skulderen og dermed lindres smerterne. Det kan være en god ide med fysioterapi, hvis ikke det giver flere smerter. Hvor lang tid varer en frossen skulder? En frossen skulder er oftes inddelt i 3 faser: Fase 1: Smerterne varer som regel i 3-8 måneder, men kan variere for den enkelte patient. Fase 2: Smerterne aftager, men stivheden bliver ved med at være der i de næste 4-6 måneder. Fase 3: I den sidste fase aftager symptomerne langsomt. De fleste opnår normal skulderfunktion i løbet af 8 til 18 måneder. I enkelte tilfælde varer tilstanden betydeligt længere. Sygdommen ses oftere hos personer med sukkersyge. I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt med en operation, hvor ledkapslen løsnes ved en kikkertoperation. Hvis du vil vide mere, kan du eventuelt se en lille animationsfilm om frossen skulder på sundhed.dk: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/knogler-muskler-og-led/sygdomme/skulder-og- overarm/frossen-skulder.kapsulit/ Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Ortopædkirurgisk Afdeling O . Odense: Tlf. 65 41 28 91 Svendborg: Tlf. 63 20 21 43 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeo Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdo x 1/1 Materiale nr: 145543 14.08.2019

    ...