Amputation af ben Om indlæggelse og efterbehandling Smerter/fantomsmerter Der vil altid være smerter i varierende grad efter en amputation. Der skelnes mellem sårsmerter og fantomsmerter. Sårsmerterne kan afhjælpes på flere måder: via det lille føromtalte "smertekatheter", forskellige tabletter eller indsprøjtninger. Fantomsmerterne er en hel speciel type smerter, der føles som om de kommer fra den bortamputerede del. Grunden hertil er ukendt. Det er forskelligt hvordan fantomsmerterne føles, og om de er konstante eller kommer af og til og hvor hyppige de er. Det kan for eksempel føles som om der stikkes en syl i benet, som om der er et spændebånd omkring benet eller måske klør det mellem tæerne. Behandlingen af fantomsmerter kan være lidt vanskelig. Almindelig smertestillende medicin virker ikke altid, men i mange tilfælde kan nervemedicin i små doser nedsætte dem. Som regel vil både smerter og andet ubehag fortage sig med tiden. Genoptræning Genoptræningen starter dagen efter operationen med øvelser i sengen, instrueret af afdelingens fysioterapeut. Formålet med træningen er, at bevare bevægeligheden i de tilbageblevne led, at styrke musklerne og at indøve en god balance i kroppen. Målet er, at du hurtigt skal kunne klare dig selv, til trods for det manglende ben. Under optræningen tages der stilling til, om du senere i forløbet kan få glæde af en protese.Så snart det er muligt, må du begynde at komme op at sidde. I løbet af den første uge kan du begynde at stå ved hjælp af et gangstativ, træne balanceøvelser og øve forflytninger. Afdelingens ergoterapeut vil tilpasse en kørestol til dig, som du har til rådighed under indlæggelsen. Efter en amputation kan det være svært selv at klare de ting, du er vant til at kunne. Ergoterapeuten vil derfor tilbyde dig hjælp til at træne almindelige dagligdags funktioner, som at blive vasket og klædt på. 3/5
Download PDF fil