Side 1
Artroskopi af ankelleddet Til patienter og pårørende Vælg farve Ved en artroskopi af ankelleddet kan man undersøge ledbrusk, slimhinde og ledbånd indefra. Flere indgreb kan desuden foretages ved artroskopien, for eksempel: • reduktion af knoglefremspringfjernelse af generende arvævbehandling af bruskskader Operation Indgrebet foretages normalt ambulant under fuld narkose. Ankelleddet er et smalt og meget stramt led, hvorfor dette spændes ud med en rem påsat foden. Herefter foretages artroskopien. De eventuelle indgreb foretages gennem de små huller på forsiden af ankelleddet. Efterbehandling Anklen tåler almindeligvis at blive bevæget efter operationen. Det kan endda være gavnligt for bruskhelingen. Hvis der er foretaget indgreb på ledbrusken tåler anklen ikke vægtbelastning de første 4-6 uger. Herefter startes gradvist belastning. I så fald skal man anvende krykkestokke til at bevæge sig omkring og aflaste leddet. Opstår der behov for smertestillende midler, kan man anvende paracetamol eller gigtmidler. Ved indgreb på brusken kan der være smerter ved belastning og anklen kan hæve op i adskillige måneder efter indgrebet. Sår og forbinding • Indstiksstederne fra kikkerten bliver syet med et eller to sting. • Trådene fjernes hos egen læge 10 dage efter indgrebet. • Der vil være påsat en let forbinding den første dag. • Efter tre dage kan forbindingen fjernes, og man må herefter tage bad. • Det anbefales at benytte en tør elastik forbinding indtil hævelsen er svundet. • Ved indgreb på brusken kan efterbehandlingen være bandagering med støvle (Static Walker) Eventuelle komplikationer En ankelartroskopi er normalt ikke forbundet med komplikationer, men der kan som ved alle indgreb opstå betændelse eller nerveskade og langvarig hævetendens på foden. Ved behandling af bruskskader må man forvente at anklen også fremover kan være følsom for belastning. Sport kan normalt genoptages efter 3 måneder. Har du spørgsmål Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Se telefonnummer nedenfor. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Ortopædkirurgisk Afdeling O . Odense: Tlf. 65 41 27 00 Svendborg: Tlf. 63 20 21 43 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeo Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdo x 1/1 Materiale nr: 112704 02.11.2017