Side 1

Legg Calvé Perthes sygdom Til patienter og pårørende Vælg farve Dit barn har fået konstateret Legg Calvé Perthes sygdom Med denne pjece vil vi fortælle noget om sygdommen og dermed give svar på nogle af de spørgsmål, forældre og børn ofte stiller. Hvad er Legg Calvé Perthes sygdom (LCP)? LCP er en hoftelidelse, der rammer knoglekernen i lårbenshovedet. Kernen nedbrydes i større eller mindre grad på grund af at blodforsyning til lårbenshovedet har været nedsat. Oftest kender man ikke årsagen. Det er typisk, at børn, som får LCP, har en forsinket knogleudvikling sammenlignet med jævnaldrende. Hos 4 ud af 5 børn bliver kun den ene hofte ramt. Hvis begge hofter rammes, udvikles sygdommen oftest ikke samtidigt. Hvem får LCP? Sygdommen rammer drenge ca. 4 gange oftere end piger. Den starter oftest i 4-8 års-alderen, men ses hos børn fra 2-12 år. Den rammer ikke voksne. Hvordan er forløbet? Sygdommen starter oftest med, at barnet halter uden at angive smerter. Senere kommer typisk smerter i knæet, låret eller hoften. Smerterne kan i perioder være ret voldsomme. Bevægeligheden i hoften, især spredefunktionen, kan blive nedsat. Forløbet kan være fra ca. 2 år op til 5-6 år. Det starter med en nedbrydning af lårbenshovedet, som varer fra 6 måneder til ca. 2 år. Herefter er der en genopbygning som varer fra 2-4 år. Der er ikke smerter hele tiden. Det mildeste forløb ses hos børn under 6 år. Alvorligst er det, hvis barnet er ældre end 8 år ved sygdommens start. Slutresultatet er lidt dårligere hos piger end hos drenge. Et godt resultat betyder, at lårbenshovedet er rundt og normalt eller næsten normalt ved sygdommens afslutning. Et dårligt resultat betyder, at lårbenshovedet er uregelmæssigt eller ikke passer godt i hofteskålen ved sygdommens afslutning. Bemærk at næsten alle er smertefri ved sygdommens afslutning, men at de med et dårligt resultat har en øget risiko for at få tidlig slidgigt (i 40-50-års alderen). De ville derfor skulle tænke på at få et arbejde, der ikke belaster hoften. Hvordan vurderer lægerne sygdomsforløbet? Lægerne vurderer sygdommens udvikling ud fra regelmæssige røntgenbilleder af hoften. Mens sygdommen er under udvikling vil dette være ca. hver 4. måned, senere 1 gang om året. Hofteskålen fungerer som en støbeform for ledhoved, som skal gendannes. Det er derfor vigtigt, at ledhovedet er bedst muligt på plads i ledskålen. BEHANDLING Behandlingen vil være afhængig af sygdommens udvikling. Den planlægges ud fra røntgenbilleder, barnets alder og de symptomer (f.eks. smerter), barnet har. Odense Universitetshospital Ortopædkirurgisk Afdeling O Odense: Tlf . 65 41 27 00 Svendborg: Tlf. 63 20 21 43 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odeo Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdo x 1/3 Materiale nr: 107573 08.03.2018

    ...