Gode råd ved bivirkninger af blæreafslappende medicin Til patienter og pårørende Vælg farve Bivirkninger Bivirkninger ved blæreafslappende medicin kan blandt andet være: • generende mundtørhed • forstoppelse • påvirket syn på grund af øjentørhed Fortæl altid din læge om du bruger anden medicin, eller naturmedicin samtidig med din blæreafslappende medicin. Nogle medicintyper kan både påvirke medicinens virkning og have bivirkninger. Mange kan leve med bivirkningerne, fordi de i øvrigt har god effekt af medicinen. Mundtørhed skyldes nedsat spytsekretion, og dette kan give risiko for huller i tænderne. Derfor bør mundtørheden afhælpes. Gode råd hvis du får bivirkninger Ved mundtørhed Vi anbefaler, at du børster tænder 2-3 gange i døgnet og går til tandlæge 1-2 gange om året, hvis du lider af mundtørhed. Tyg sukkerfrit tyggegummi. Sut på et sukkerfrit bolsje. Lad en isterning smelte i munden ved jævne mellemrum. Skyl munden i en lille smule danskvand, når du føler behov for dette. Du må gerne synke vandet, men pas på ikke at drikke for meget danskvand. Drikker du over 2 liter om dagen, kan det forværre dine vandladningsproblemer. Benyt kunstige spytmidler som for eksempel Xerodent eller Zendium Salvia. Kunstige spytmidler fås som håndkøbsmedicin på apoteket. Ved forstoppelse Vi anbefaler, at du spiser en fiberrig kost efter almindelige danske anbefalinger. Du bør drikke moderat for at sikre god væskebalance i kroppen og tarmen. Pas på ikke at drikke for meget; mere end 2 liter væske om dagen kan forværre dine vandladningsproblemer. Hvis din kost og væskeindtagelse ikke kan sikre en tilfredsstillende tarmfunktion, kan du supplere med afførende medicin. Oplever du fortsat problemer med forstoppelse, bør du kontakte din praktiserende læge. Ved påvirkning af dine øjne Hvis du oplever gener i forbindelse med dine øjne eller dit syn, bør du tale med din praktiserende læge. Er bivirkningerne meget generende, bør du stoppe med at indtage medicinen. Hvis du bliver behandlet for en øjensygdom, hvor trykket i øjnene er forhøjet (snævervinklet glaucom/grøn stær), bør du stoppe med at indtage medicinen. Du bør kontakte din praktiserende læge. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Urinvejskirurgisk Afdeling L Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odel Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdl x 1/1 Materiale nr: 108361 04.12.2023
Download PDF fil