Operation af ydre næse og skæv næseskillevæg Snittene bliver næsten usynlige, når sårene er helet. Næseskillevæggen og ydre næse ændres ved, at fjerne overskydende knogle og brusk både indvendigt og ved næseryggen. Det er meget almindeligt, at du kan blive blå og hævet på kinderne og omkring øjnene i 1-3 uger efter operationen. I nogle tilfælde vil du få tamponer i næsen i forbindelse med operationen for at stoppe blødning og støtte næsen. Tamponerne kan trykke og gøre ondt samt gøre det svært for dig at få luft gennem næsen. Tamponerne skal blive siddende i 3 dage. Snittet inde i næsen syer vi sammen med selvopløseligt tråd, denne kan dog stramme og irritere, så vi må fjerne den. Tråden bør dog helst sidde i mindst 14 dage. Efter operationen • Vi anbefaler 4 dages rekreation/ sygemelding efter operationen. Hvis du har et snavset eller hårdt fysisk arbejde, bør du sygemeldes i 14 dage. • For at mindske hævelsen i operationsområdet anbefaler vi, at du sover med hævet hovedgærde eller en ekstra hovedpude de første dage. • Undgå hård fysisk aktivitet/sport, hvor pulsen øges, i 3 uger og undgå at få slag og stød på næsen 6 uger efter operationen. • Undgå at gå i karbad, swimmingpool og bade i havet i 2 uger efter operationen. Undgå at bruge dykkermaske i 6 uger. • Brug næseskylning efter tamponaderne er fjernet (se følgende vejledning). Næseskylning Når du har fået fjernet tamponaderne fra næsen, anbefaler vi, at du skyller næsen. Ved at skylle næsen holder du den ren for slim og skorper og forebygger betændelse. Du skal skylle med ca. 1 dl i hvert næsebor ca. 3-4 gange dagligt. Opskrift på saltvandsopløsningen er 1 teskefuld salt til 0,5 liter lunkent vand fra vandhanen. Du kan rense næsen på flere måder: • opsnuse saltvandet fra en ske, mens du læner dig ind over en vask. Afklem det ene næsebor og opsnus i det modsatte, herefter opsnuses i det andet næsebor. • skylle næsen ved hjælp af remedie fra apoteket fx et næsehorn eller sinus rinse. Læn dig ind over en vask, hæld saltvand via remedie ind i det ene næsebor og lad det løbe ud af det modsatte. Herefter skylles det andet næsebor. Som følge af skylningerne kan der komme lidt tørhedsfornemmelse i næsen, hvilket kan modvirkes ved, at man smører en lille smule olie rundt i næseboret. Komplikationer Det er almindeligt • at der kommer blodigt slim ud af næsen i den første tid efter at tamponaderne er fjernet • at der opstår hævelse/misfarvning omkring øjnene og kinderne • at have hovedpine og smerter i næsen, især mens tamponaderne er i næsen de første 3 dage. Generne kan afhjælpes med smertestillende håndkøbsmedicin • at det bobler og klør i næsen og øjnene løber i vand Det forekommer • at der i forbindelse med opheling af næseryggen kommer små ujævnheder under huden. 2/4
Download PDF fil