Spytkirteloperation Operationen Operationen foregår i fuld bedøvelse. Spytkirtlen fjernes gennem et lille snit i huden og sendes til mikroskopisk undersøgelse. Såret lukkes med en tråd, der skal fjernes på 7-10 dagen i forbindelse med besøg i vores ambulatorium. I nogle tilfælde vil der ved operationen være lagt en tynd plastikslange (dræn) i såret, som fjerner overskydende blod og væske fra såret. I dette tilfælde vil du få fjernet drænet dagen efter operationen. Efter operationen Du bliver kørt på hvilestue. Første gang du skal op efter operationen, skal du bede om hjælp, da kvalme og svimmelhed kan forekomme. Når du er vågen, vil en læge tilse dig og informere om operationens forløb. Herefter vil du kunne tage hjem, så snart dette er forsvarligt. Forholdsregler Rekreation/fysisk aktivitet: Vi tilråder sygemelding i en uge. • For at mindske hævelsen i operationsområdet anbefaler vi, at du sover med eleveret hovedgærde eller en ekstra hovedpude de første dage. • Der skal gå 24 timer efter operationen, inden såret må blive vådt, og du kan gå i bad. • Hvis du har haft dræn, skal der gå yderligere 24 timer fra dette er fjernet, til du kan gå i bad, eller såret skal dækkes af med plastik, så det ikke bliver vådt. Komplikationer Der kan i sjældne tilfælde i forbindelse med operationen ske påvirkning af ansigtsnerverne, således at den ene del af mundvigen kan komme til at hænge, eller man kan få svært ved at smage og besvær med at styre tungen. Dette er dog oftest midlertidigt indtil nerven kommer sig, men sjældent kan der opstå varige mén. Der vil være en lille risiko for infektion i såret. Det er almindeligt: • at der er hævelse ved operationsarret de første dage. • at der er nedsat følesans i huden omkring arret. • At have lettere, murrende smerter i op til en uge efter operationen. Disse kan afhjælpes med håndkøbsmedicin. Du bedes kontakte os, hvis du får komplikationer i form af: • Feber. • Dunkende smerter i og omkring operationssåret. • Yderligere rødme og hævelser omkring operationsarret. Ambulante kontroller Ambulant kontrol ca. 7-10 dage efter operationen, hvor evt. tråde fjernes og mikroskopisvar meddeles. OUH - Svendborg Sygehus F - Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling Øre-, næse- og halsambulatoriet Tlf. 6320 2159 hverdage fra kl. 7.45-8.30 og 14.30-15.00 Mail: www.ouh.dk/svef Ved behov for hjælp i hverdagen efter kl. 15 samt weekend og helligdage kontaktes Øre-Næse-Halskirurgisk sengeafdeling F2 i Odense på tlf nr 65412802. 2/2
Download PDF fil