Venøs malformation - en medfødt sygdom i blodårerne Til patienter og pårørende Vælg farve I denne patientinformation kan du læse om venøse malformationer, hvorfor de opstår og hvordan de kan behandles. Hvad er en venøs malformation? Venøse malformationer er malformationer i venerne (blodårer, der fører uiltet blod til hjertet). Normalt er væggen i blodårene elastisk og kan justere blodkarrets størrelse og derved blodgennemstrømningen samt blodtrykket. I venøse malformationer fungerer muskellaget i karvæggen ikke normalt. Karrene har abnorm form, og blodet hober sig op i områder, der kan give en synlig eller mærkbar udfyldning. Hvordan ser en venøs malformation ud? Venøse malformationer i hudoverfladen viser sig som en blød blålig udfyldning. De fleste venøse malformationer involverer huden, underhuden eller slimhinder (f.eks i mundhulen). De kan dog også opstå i muskler eller i de indre organer. Venøse malformationer er ofte til stede allerede ved fødslen, selvom de først bliver rigtig tydelige, når barnet begynder at vokse. Venøse malformationer vokser normalt i samme proportion som barnet. De fleste venøse malformationer bliver mere synlige, når der kommer mere blod igennem, f. eks. når barnet græder, ved øget temperatur (feber) eller under fysisk anstrengelse. Hvilke gener giver en venøs malformation? Generne fra en venøs malformation afhænger af størrelse og placering. De kan give lokale gener som trykken og smerter. Venøse malformationer kan også være kosmetisk skæmmende, især hvis de sidder i ansigtet, på armene eller benene. På billedet kan du se de forskellige måder som venøs malformation kan se ud på. Hvad er årsagen til venøse malformationer? En venøs malformation opstår, når venerne ikke dannes korrekt i fosteret under graviditeten. Hos flere end 90 procent er det kun venerne i et enkelt område, der er malformerede. Under 10 procent af tilfældene skyldes arvelige lidelser. Hvis flere i familien har lignende malformationer, skal du fortælle det til din læge. Venøse malformationer findes hos cirka 1 per 10.000 børn. Hvordan stiller læge diagnosen? Venøse malformationer, der ligger overfladisk, kan oftest diagnosticeres ved en klinisk undersøgelse på grund af deres karakteristiske udseende. Det kan dog være nødvendigt med supplerende undersøgelser. En ultralydsundersøgelse kan vise blodets gennemstrømning gennem venerne i malformationen, og om der er tegn til små blodpropper. Ved dybere beliggende malformationer, er det nødvendigt med en MR- eller CT-skanning, hvor man kan se venernes forløb og størrelse og derudfra vurdere, hvilke behandlingsmuligheder der er. OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus F - Øre- Næse- Halskirurgisk Afdeling Tlf. 6541 2805 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odef Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdf x 1/2 Materiale nr: 174195 19.12.2022