Side 1

Lugtetab efter overstået COVID-19 Til patienter og pårørende Vælg farve Op imod 80 % af COVID-19 smittede oplever lugte og smagspåvirkning Lugte- og smagspåvirkningen er uafhængigt af hvor svært medtaget man har været af COVID-19 infektionen. Lugte- og smagstab efter COVID-19, vil i de fleste tilfælde langsomt bedres i løbet af uger til måneder. Ofte bedres smagssansen først, hvorefter lugtesansen langsomt bedres. I dette forløb oplever mange forvrængning af lugtesansen (parosmi). Denne forvrængede lugtesans er et positivt tegn, som tyder på bedring af tilstanden. Der er derfor ikke grund til bekymring, hvis man oplever forvrænget lugtesans. Hos få (<5%) kan sansetabet være permanent. Dette kan først konstateres efter to år. Indtil da skal man træne lugtesansen. Hvis du hører til blandt dem, der har lugtetab efter COVID-19, så anbefaler vi, at du påbegynder systematisk lugtetræning, hvor du hver morgen og aften skal lugte til fire lugte (f. eks. rose, citron, nellike og eukalyptus) i minimum 20 sekunder. Lugtene skal være i høje koncentrationer, hvorfor der med fordel kan bruges æteriske olier, der typisk kan købes i helsekostbutikker eller online. De fire lugte bør efter tre måneder udskiftes med fire andre lugte, da dette kan forbedre effekten af lugtetræningen. Derudover anbefaler vi, at du følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger med tilstrækkeligt indtag af fisk, alternativt kan kosten suppleres med systemisk omega-3 i form af fiskeolie. Dette kan muligvis beskytte lugtesansen, men der har ikke været gennemført undersøgelse af effekt af fiskeolie hos patienter med virus betinget lugtetab. Vi anbefaler desuden, at du sørger for sikkerhedsmæssige foranstaltninger i hjemmet med brandalarmer og gasalarmer samt er påpasselig med at undgå indtag af fordærvede fødevarer. Det er vigtigt at du indtager tilstrækkelig næring, også selvom smagssansen og lugtesansen er nedsat. Hvis du har nedsat lugtesans og tegn på længere varende forkølelse, dvs stoppet næse eller sekret/snot fra næsen, bør du undersøges af en speciallæge i ØNH-sygdomme, dette kan du bestille tid til uden henvisning. Hvis du IKKE har tegn på forkølelse, men alene tab af lugtesans/ smagssans, skal du fortsætte træning af lugtesansen indtil 12 uger efter symptomstart. Hvis der er bedring i symptomerne efter 12 uger, skal du fortsætte træningen. Hvis du IKKE oplever bedring af lugte- og smagssansen efter 12 uger fra symptomstart, bør du undersøges af en speciallæge i ØNHsygdomme, dette kan du bestille tid til uden henvisning. ØNH lægen kan henvise dig til Øre,næse,-hals afdeling ved behov. Informations folder er skrevet på baggrund af artikel i Ugeskrift for læger: • Lugte- og smagstab ved COVID-19 Alexander W. Fjældstad 1, 2 & Therese Ovesen 1, 2 1) Flavour Klinikken, Øre-næse-hals Afdelingen, Hospitalsenheden Vest, Region Midt, Holstebro, 2) Flavour Institute, Aarhus Universitet Ugeskr Læger 2020;182: V06200442 OUH Odense Universitetshospital F - Øre- Næse- Halskirurgisk Afdeling Tlf. 6541 2805 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/odef Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdf x 1/1 Materiale nr: 161594 30.11.2020

    ...