Når du skal have struben fjernet være fastende (se faste før operationen). Der laves en åbning i huden nederst på halsen. Struben frigøres fra muskler og fra svælget. Under operationen sikrer operatøren, at hele kræftområdet bliver opereret væk. Svælget bliver syet sammen hen over en tynd plastik slange (ernæringssonde), som blev anlagt ved operationens start. Dette for at sikre passage fra munden/næsen ned til spiserøret. Efter sammensyningen er svælget smallere end før og synkningen kan være vanskelig i dagene efter operationen. Luftrøret føres ud til et hul på halsen. Gennem det hul, som kaldes stoma, skal du fremover trække vejret. Der lægges en forbinding over såret, og ofte vil du have 1-2 tynde plastikslanger (dræn) i såret, som sørger for at sårvæsken kan komme ud. Når produktionen af sårvæske er tilpas lav bliver plastikslangerne fjernet. Efter operationen Efter operationen kan du ikke tale. Du bliver kørt til opvågningsstuen, og når du er vågen, bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet. Når du vågner, er hovedgærdet hævet for at mindske hævelsen i operationssåret. Operationssåret skal have ro efter operationen, hvilket betyder, at du ikke må spise og drikke. Du vil derfor få mad gennem den ernæringssonde, som blev lagt under operationen, som går fra næsen og ned i mavesækken. Du må heller ikke synke dit mundvand, og du vil derfor blive vejledt i at suge dette væk. Du får udleveret mappen: 'Livet som strubeløs', som vil blive gennemgået med dig i løbet af de næste dage. Fra hullet på halsen (stomaet) vil der komme noget slim, som ligeledes skal suges væk. Specielt de første dage efter operationen kan du have en del slim, som kan give dig hoste. For at forebygge betændelse i operationssåret, skal du have antibiotika i cirka 1 uge, hvilket du får i et drop. Der kan være lette smerter efter operationen, og du vil derfor få smertestillende medicin. Når du får fjernet struben og dermed stemmebåndene, mister du muligheden for at tale på normal måde. Du vil få udleveret papir blyant eller en iPad, så du har mulighed for at kommunikere med andre. Personalet gør sig desuden meget stor umage for at mundaflæse. Dagen efter operationen Du kan forvente at være oppegående. Hvis du har behov, vil du få hjælp til personlig hygiejne m.m. Plastikslangerne fra såret vil oftest blive fjernet i løbet af 1-3 dage efter operationen. 7-10 dage efter operationen Svælget og spiserøret røntgen-fotograferes for at sikre, at slimhinden er helet op. Hvis forholdene er tilfredsstillende vil ernæringssonden blive fjernet, og du må begynde at spise og drikke. I nogle tilfælde (10-20 %) kan der forekomme helingsproblemer, som betyder at sonden skal ligge i en længere periode. I løbet af de næste dage får du fjernet trådene i såret og får svar på prøverne. Du vil få besøg af en talepædagog, som udleverer en kunstig stemmegiver (en vibrator) og instruerer dig i brugen heraf. Efter udskrivelsen vil du få tilbudt taleundervisning. Under indlæggelsen vil du få tilbudt at tale med en socialrådgiver angående tilskud til eventuelle hjælpemidler. Før udskrivelsen får du udleveret et sug, som du kan bruge derhjemme. Desuden vil vi sætte dig i forbindelse med en hjemmesygeplejerske. Du skal møde til kontrol i vores ambulatorium cirka 2-3 uger efter udskrivelsen. Du får udleveret tidspunktet, før du udskrives. App Vi anbefaler, at du downloader app´en: Mit sygehus, eller går ind på mit.rsyd.dk på en computer. Forløbet findes under: OUH Odense Universitetshospital, F- Øre- NæseHalskirurgisk Afdeling, Strubeløse. I app´en kan du se instruktionsvideoer og læse om det forløb du skal igennem. Hvis der er noget, du er i tvivl om efter udskrivelsen, er du velkommen til at skrive til afdelinegn under "Meddelelser" i Mit Sygehus eller kontakte sengeafdeling F2 på tlf.65412802. 2/2
Download PDF fil