Operation for tilbagefald af livmoderhalskræft Om operationen - forberedelserne og tiden efter Operationen kort fortalt: Du bliver opereret i fuld bedøvelse. Vi beder dig derfor læse patientinformationen "Når du skal bedøves". I denne kan du blandt andet læse om fasteregler. Operationen varer typisk 4-6 timer. Operationen foregår gennem et længdesnit i maveskindet eller ved hjælp af robot-kikkertkirurgi. Operationsmetode afhænger blandt andet af din sygdomshistorik. Netop den metode, der skal anvendes til din operation, vil blive tydeliggjort og forklaret, når du taler med en læge i ambulatoriet. Ved operation ved længdesnit får du et operationssår fra skambenet og op til navlen. I nogle tilfælde er det nødvendigt at forlænge det op mod brystbenet. Ved længdesnit samles operationssåret med klips i huden - agraffer. Dem skal du have fjernet 10-12 dage efter operationen hos egen læge. Syninger i mellemkødet er med selvopløselig tråd. Hvis du bliver opereret ved hjælp af robot-kikkertkirurgi er du under operationen vippet ca. 30 grader med hovedet nedad, for at tarmene ikke er i vejen i operationsfeltet. Dit ansigt er beskyttet af en plexiglasplade, og du støttes af nogle polstrede skulderpuder. Operationen foregår gennem et ca. 2 cm snit lige over navlen og derudover fire snit, to på hver side af midten. Efter operationen kan du være lidt hævet i ansigtet; det svinder spontant i løbet af nogle timer. Operation for tilbagefald af livmoderhalskræft kaldes bækkeneksenteration og der kan være tale om enten forreste eksenteration eller total eksenteration. Forreste eksenteration indebærer fjernelse af de kvindelige kønsorganer, urinblæren og noget af/hele skeden. Når blæren fjernes, bliver der i stedet lavet en Brickerblære af et stykke tyndtarm. Brickerblæren har åbning ud på højre siden af maven; en urostomi, hvorigennem urinen bliver udledt til en pose på maven. Ved total eksenteration fjernes ud over det nævnte ved forreste eksenteration også endetarmen hvilket medføre en kolostomi, hvorigennem afføringen bliver udledt til en pose på maven. I nogle tilfælde deltager plastikkirurg ved operationen, hvis der er behov for lap-kirurgi i mellemkødet. Det vil blive gennemgået præcist hvad der skal fjernes netop i dit tilfælde, når du taler med en læge i ambulatoriet. Forberedelser før indlæggelsen Når du kommer til forundersøgelse i ambulatoriet, orienterer vi dig om operationen og sygemelding. Du får dato for din indlæggelsessamtale og operation med hjem. For at nedsætte risikoen for blødning under og efter operationen anbefaler vi, at du undgår smertestillende præparater, som indeholder acetylsalicylsyre så lang tid som muligt og mindst 3 dage før operationen. Du skal undgå følgende præparater • Aspirin • Hjertemagnyl • Idotyl • Kodimagnyl • Magnyl • Treo Du bør heller ikke indtage naturmedicin i form af fiskeolie i ugen op til operationen. 2/7
Download PDF fil