Formindskelse af de små kønslæber Forberedelser før operation Blodfortyndende medicin Hvis du tager blodfortyndende medicin, f.eks. Persantin, Hjertemagnyl eller Marevan, vil lægen i forbindelse med din forundersøgelse ofte planlægge en pause i medicinen før din operation. Sukkersyge Hvis du har sukkersyge, vil du følge et særligt regime før, under og efter din operation. Du vil få nærmere besked om, hvordan du skal forberede dig til klargøring af din operation, eller om du skal pause din medicin. Undgå særlig smertestillende medicin og naturlægemidler Vi beder dig være tilbageholdende med smertestillende medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, såsom Treo, Kodimagyl, Aspirin, Idotyl eller lignende, i ugerne op til din operation. Denne medicin påvirker blodets evne til at størkne, hvilket øger risikoen for blødning under operationen. Desuden kan mange naturlægemidler og kosttilskud, såsom fiskeolie, gingo og ginseng, øge risikoen for komplikationer under operationen. Derfor anbefaler vi, at du holder pause med at indtage disse to uger før operationen. Rygning og alkohol Vi anbefaler, at du er varsom med at drikke alkohol og eventuelt helt undlader at ryge i de sidste 6 uger før operationen. Dette er for at forebygge unødvendige komplikationer og sikre det bedste forløb efter operationen. Se information fra Sundhedsstyrelsen på www.sst.dk og søg på "Rygning og operation" samt "Alkohol og operation". Faste Du skal faste inden din operation. Du må spise mad og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før , du møder på Gynækologisk Afsnit. Du må drikke vand, saft, kaffe og te indtil 2 timer før , du skal møde på afsnittet. Du må IKKE ryge eller tygge tyggegummi op til to timer før din operation. Operationen kan blive aflyst, hvis du ikke har fastet korrekt. Hygiejne Du skal tage et brusebad om morgenen eller aftenen før din operation. Husk at vaske dit hår og rensedin navle med sæbe og en vatpind. Du må ikke bære smykker, piercinger, makeup samt neglelak på hænder og fødder under operationen. Husk evt. badekåbe, hjemmesko og den medicin, du plejer at få. På operationsdagen Du skal møde fastende på Gynækologisk Afsnit. Du vil få udleveret operationstøj, som du skal tage på og du vil få et identifikationsarmbånd på. Informér sygeplejersken, hvis du siden forundersøgelsen har oplevet sygdom, indlæggelse på hospitalet, eller hvis du er startet på ny medicin. Du skal låse dine værdigenstande inde i dit sengebord og sætte nøglen fast i lagenet under din hovedpude. Du skal også lade vandet, inden du kører ned på operationsgangen. Når du bliver kørt til operationsgangen, må du ikke have kontaktlinser på. Du må dog gerne beholde evt. briller, høreapparat og tandprotese. Såfremt du har dette, vil du få en pose med, hvor det kan opbevares i under operationen. Operationen tager ca. 30-45 minutter. 2/4
Download PDF fil