Side 1

Formindskelse af de små kønslæber Til patienter og pårørende Vælg farve Labiumresektion I denne pjece finder du de vigtigste informationer i forbindelse med din operation. Det er også vigtigt, at du læser patientinformationen "Bedøvelse og fasteregler". Ved dit besøg i Gynækologisk Ambulatorium orienterer vi dig om operationen, mulige komplikationer og den efterfølgende rekreations- og sygemeldingsperiode. Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret om din kommende operation og dens mulige komplikationer. En samtale med lægen, sygeplejersken og denne informationspjece skal sikre dette. Hvis du stadig mangler information eller har spørgsmål om operationen, er det vigtigt, at du fortæller os det. Din operationsdato vil blive sendt til dig via e-Boks. På sidste side i denne patientinformation finder du en huskeliste, der kan hjælpe dig med at få overblik over forberedelserne til dit operationsforløb. Information om operationen Labiumresektion er en operation, der formindsker de små kønslæber (labia minora). Der skal altid være en lægelig årsag til, at operationen foretages. Det vil sige, at der skal være behandlingskrævende symptomer fra området, som formodes at kunne afhjælpes med en operation. Ved operationen bortskæres et passende stykke af de små kønslæber, og vi tilstræber, at størrelsen bliver ens på begge sider. Kvindens krop og dermed også hendes kønsorganer ændrer sig gennem livet. Udseendet ændrer sig ved pubertet, efter fødsler, ved overgangsalderen og i alderdommen. Derudover er der vide rammer for, hvad der anses for et normalt udseende. Kvinders ydre kønsorganer er som regel først fuldt udviklet, når man er oppe i 20'erne. Vi foretager derfor sjældent operationen før denne alder. Risici Vi ved, at langt de fleste, der får foretaget operationen, er tilfredse med resultatet. Operationen er dog ikke uden risiko. De hyppigste komplikationer er: • Blødning • Betændelse • Nedsat følsomhed • Kroniske smerter Der kan være senfølger i form af arvæv med skrumpning, så udseendet ikke bliver så pænt. Det kosmetiske resultat kan således ikke garanteres. Der findes ingen opgørelser, der viser, hvor stor risikoen er for senfølger. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 19 19 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/4 Materiale nr: 139530 15.11.2023

    ...