Staging Om operationen - forberedelserne og tiden efter Operationer ved hjælp af kikkert / robot eller åben kirurgi En staging-operation kan både foregå ved hjælp af kikkert/robot eller ved hjælp af åben kirurgi. Det afhænger af den enkeltes sygdom og netop den metoder der skal anvendes til din operation vil blive tydeliggjort og forklaret når du taler med en læge i ambulatoriet. Operationen foregår enten gennem et ca. 2 cm snit lige over navlen og derudover fire snit, to på hver side af midten, eller et længdesnit fra skambenet og op til navlen. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at forlænge snittet. Operationen varer mellem 2-4 1/2 time. Hertil skal lægges lidt tid til forberedelse og opvågning. Under operationen får du anlagt et kateter i blæren. Dette fjerner vi igen efter operationen, når du er rigtig vågen. Hvis du bliver opereret ved hjælp af kikkertkirurgi er du under operationen vippet ca. 30 grader med hovedet nedad, for at tarmene ikke er i vejen i operationsfeltet. Dit ansigt er beskyttet af en plexiglasplade, og du støttes af nogle polstrede skulderpuder. Efter operationen kan du lidt hævet i ansigtet; det svinder spontant i løbet af nogle timer. Både operationstid og den tid, du er bedøvet, er lidt længere end ved de traditionelle operationsmetoder. Ved en staging operation kan det være meget forskelligt hvad der skal fjernes. Det vil blive gennemgået præcist hvad der skal fjernes netop i dit tilfælde når du taler med en læge i ambulatoriet. Inden operationen vil en læge og en sygeplejerske informere dig om omfanget og konsekvenserne af den planlagte operation. Forberedelser før indlæggelsen Når du kommer til forundersøgelse i ambulatoriet, orienterer vi dig om operationen og sygemelding. Du får datoen for din indlæggelsessamtale og operation med hjem. For at nedsætte risikoen for blødning under og efter operationen anbefaler vi, at du undgår smertestillende præparater, som indeholder acetylsalicylsyre så lang tid som muligt og mindst 3 dage før operationen. Du skal undgå følgende præparater: • Aspirin • Hjertemagnyl • Idotyl • Kodimagnyl • Magnyl • Treo • Du bør heller ikke indtage naturmedicin i form af fiskeolie i ugen op til operationen. Blodfortyndende medicin Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du tale med en læge fra Gynækologisk Afdeling, om du eventuelt skal holde en pause med denne medicin. Rygning og alkohol Livsstilsfaktorer som rygning og alkoholforbrug har normalt betydning for sygdomme, der ligger langt ude i fremtiden. Rygning og alkohol øger imidlertid også risikoen for komplikationer ved operationer. Du kan selv være med til at reducere denne risiko betydeligt ved at holde pause med alkohol og rygning før den planlagte operation. Jo længere tid før, jo bedre. 2/7
Download PDF fil