Fjernelse af slimhinde i livmoder - Svendborg Normale følger Smerter Det er almindeligt med menstruationslignende smerter efter indgrebet, som normalt aftager efter nogle timer, men kan vare et par dage. Det anbefales at have smertestillende håndkøbsmedicin (Paracetamol og Ibuprofen) i hjemmet. Blødning Den første tid efter indgrebet vil der være lidt blodigt udflåd, som efterhånden kan blive vandigt. Det aftager gradvist i løbet af 3 - 4 uger. For ikke at få infektion bør du undgå tamponer, karbad, svømmehal o.l. indtil udflådet er ophørt. I samme periode bør du undgå samleje. Den første menstruation kan være kraftigere end vanlig, men herefter vil de almindeligvis aftage i styrke eller helt udeblive. Det endelige resultat kan først bedømmes efter ca. 6 måneder. Komplikationer Der kan ske det, at en større mængde af den væske, man bruger til at skylle i livmoderen med under indgrebet, er blevet optaget i blodbanen. Dette behandles med vanddrivende medicin under indlæggelse. Oftest kun 1 døgn. Der kan komme hul på livmodervæggen. Sker dette, afbrydes behandlingen og udsættes til et senere tidspunkt. En sjælden gang kan det være nødvendigt at fjerne livmoderen på grund af kraftig blødning. Indenfor de første uger kan der i få tilfælde ses kraftig blødning og/eller underlivsbetændelse. Skulle du få stærke smerter, feber over 38, meget ildelugtende udflåd eller blødning stærkere end menstruation skal du kontakte en læge. Hvis disse symptomer opstår indenfor det første døgn, skal du kontakte vagthavende læge på Gynækologisk Afdeling, tlf. 63 20 20 00. Sker det senere, skal du kontakte egen læge eller vagtlægen. Sygemelding Vi tilråder 3 dages sygemelding. Kontrol Svar på den mikroskopiske undersøgelse af den fjernede slimhinde får du som digital post i din e-Boks i løbet af 4 uger. Der aftales kun kontrol, hvis der er behov for det. Fremtiden Da det som regel vil være umuligt at gennemføre en normal graviditet efter indgrebet, skal du forinden have overvejet, om du stadig har eller kan få graviditetsønske. På den anden side virker indgrebet ikke som svangerskabsforebyggelse, hvorfor prævention anbefales. 2/2
Download PDF fil