Side 1
Igangsættelse af fødsel Til patienter og pårørende Vælg farve - til dig der anbefales at få sat fødslen i gang Der er forskellige grunde til at sætte fødslen i gang. Vi tilbyder igangsættelse, når det samlet set vurderes bedre for den gravide eller det ufødte barn, at fremskynde fødslen i stedet for at fortsætte graviditeten. Din læge og jordemoder vil informere dig om, hvorfor vi tilbyder, at du får sat din fødsel i gang. Det er vigtigt, at du føler dig tryg og velinformeret. Stil derfor gerne spørgsmål undervejs. Når du møder til igangsættelse Forud for din igangsættelse eller din 41+ kontrol, anbefaler vi, at du forbereder dig ved at se vores 10 små videoer om igangsættelse. Du finder videoerne i appen Mit Sygehus i forløbet "Gravid" og under menuen "Video og lyd". Din partner eller andre ledsagere er meget velkomne til at være med. Vi gør os umage for at overholde den tid, du har fået til at få sat din fødsel i gang. Men vi kan blive nødt til at udsætte igangsættelsen til senere på dagen eller evt. til næste dag, hvis der er meget travlt i afdelingen. Hvis det bliver nødvendigt at udskyde din igangsættelse, vil en læge altid have vurderet, at dette er forsvarligt for dig og dit barn. Medbring gerne læsestof og lidt at spise. Det er også en god ide at tage noget afslappende tøj på. Hvordan sættes fødslen i gang? Der er forskellige måder at sætte fødslen i gang på. Ved en indvendig undersøgelse mærker jordemoderen eller lægen på livmoderhalsen og livmodermunden. På baggrund af undersøgelsen, dit graviditetsforløb og dine ønsker i øvrigt, lægger vi sammen en plan for igangsættelsen. Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D Tlf. 65 41 11 05 Mail via e-Boks på www.ouh.dk/oded Læs mere om afdelingen på www.ouh.dk/afdd x 1/4 Materiale nr: 113197 21.02.2025