Operation for urininkontinens - Bulking På operationsdagen Du møder fastende på Gynækologisk afsnit. Du modtages af plejepersonalet og klargøres med operationstøj til operationen.Lås dine værdigenstande inde i dit sengebord og sæt nøglen fast i lagenet under din hovedpude. På operationsstuen Din operation foregår i lokalbedøvelse. Du vil få anlagt et drop, som bruges til at give dig væske samt smertestillende medicin. Forud for operationen indføres bedøvende gel i urinrøret. Dette suppleres under selve operationen med hurtigtvirkende smertestillende medicin i droppet. Medicinen kan medføre, at du forbigående bliver lettere omtåget. Ved operationen foretages en kikkertundersøgelse af urinrøret og blæren. Via kikkerten indsprøjtes 4 depoter af vandigt fyldstof ind under urinrørets slimhinde. Operationen tager ca. 30 minutter. Efter operationen Efter operationen køres du tilbage til Gynækologisk Afsnit til observation, indtil du er klar til at komme hjem. Op og i gang Du må bevæge dig frit omkring i afdelingen efter operationen. Der er ingen begrænsninger. Drik og spis Du må spise og drikke efter eget ønske. Drik gerne 2 liter væske i det første døgn, for at undgå blærebetændelse. Vandladning Efter operationen skal du forsøge at lade vandet, inden der er gået 3-4 timer. Du vil kunne opleve svie ved de første vandladninger. Enkelte patienter vil kunne observere blod i urinen i det første døgn. Vi vil kontrollere, at du kan tømme blæren efter operationen. Dette gøres ved at scanne igennem huden på maven med en blærescanner. Efter operationen kan vandladningen være ændret. Vandladningen kan tage længere tid, og der kan være mindre kraft på strålen. Du skal give dig god tid og lade være med at presse under vandladningen. Hjem igen Vi forventer, at du er klar til at tage hjem samme dag. Du skal selv lave en aftale om transport hjem efter din operation. Du må gerne være alene hjemme efter operationen. Du kan også planlægge, at en pårørende er hos dig efter operationen. Du kan kontakte Gynækologisk Afsnit på tlf.: 65 41 23 36, hvis du har spørgsmål eller oplever problemer efter din operation. Hvis du får symptomer på blærebetændelse med feber, hyppige vandladninger og/ eller svie ved vandladningen, bør du kontakte din egen læge/vagtlæge. 3/5
Download PDF fil