Kikkertoperation ved robotkirurgi - Odense Efter operationen Du vil blive kørt til opvågningsafsnittet, indtil du er rigtig vågen, hvorefter du bliver kørt tilbage til sengeafsnittet. Hvis du er generet af kvalme, får du medicin for det. Vi forventer, at du er næsten fuld mobil samme aften. Fysisk aktivitet, at spise almindeligmad hurtigt efter operationen, indtagelse af protein- og energitilskud mindsker risikoen for komplikationer og forkorter rekreationsperioden. Udskrivelse Du vil blive udskrevet samme dag. Du vil inden udskrivelse blive tilset og informeret om operationen af en læge eller en sygeplejerske. Det er ikke et krav, men vi anbefaler, at der er en voksen person i nærheden af dig de første 24 timer. Almen vejledning efter udskrivelsen Sygemelding: Du vil blive sygemeldt i 5-7 dage. Der vil normalt ikke være behov for yderligere sygemelding eller andre foranstaltninger efter operationen. De første uger: Der anvendes selvopløselige tråde ved indstiksstederne på maven som forsvinder af sig selv. Såfremt trådene ikke er opløst efter 14 dage, kan disse fjernes hos egen læge. Der kan forekomme lette smerter i mave og skulder. Smerterne kan behandles med lettere smertestillende medicin. Det er også normalt, at der kan forekomme lidt blødning fra sårene på maven. Hvis du får tiltagende blødning, ildelugtende udflåd, smerter eller feber, kan du kontakte Gynækologisk Sengeafsnit, bedst kl. 13-14. Kommer der gener senere end efter en uges tid, skal du kontakte din egen læge, som kan henvise dig til os. Smertebehandling: Ved smerter anbefaler vi at du tager Panodil 500 mg. og Ipren 200 mg., som fås i håndkøb. Det er praktisk at købe dem inden operationen. Følg vejledningen i pakken med hensyn til dosis. Når smerterne aftager efter nogle dage, kan du trappe ned i antallet af smertestillende tabletter. Begynd med at udtrappe tablet Ipren, da den som bivirkning kan give en sviende fornemmelse øverst i maven. Genoptagelse af normal aktivitet: Vi anbefaler, at du holder dig i ro de første par dage. Derudover må du foretage dig det du plejer. Informeret samtykke: Du skal føle dig tryg og velinformeret om det forestående indgreb og mulige komplikationer. Disse informationer har du fået ved forundersøgelsen i ambulatoriet og gennem denne patientinformation. Hvis du mangler information, er det vigtigt, at du siger det til os, så vi kan give dig den information, som du mangler. Hvis du ikke har yderligere spørgsmål, regner vi med, at du har givet dit samtykke til den foreslåede behandling 3/3
Download PDF fil