Fentonplastik - Kirurgisk fjernelse af arvæv Hvis du skal opereres i Odense Du vil modtage en indkaldelse med din operationsdato i din e-Boks eller med et brev. Du skal møde fastende på Gynækologisk Afsnit i Odense Adressen ser du i indkaldelsesbrevet. Du modtages af plejepersonalet og klargøres med operationstøj til operationen. På operationsstuen møder du narkoselægen og den læge som skal operere dig. Efter operationen køres du retur til Gynækologisk Afsnit til observation, indtil du er klar til at komme hjem. Medbring gerne badekåbe, indesko og den medicin du plejer at få. Da der kan være ventetid, kan det være godt at medbringe en bog eller et ugeblad. Sådan forbereder du dig Blodfortyndende medicin Hvis du tager blodfortyndende medicin, f.eks. Persantin, Hjertemagnyl, eller Marevan, vil lægen i forbindelse med din forundersøgelse ofte planlægge en pausering med medicinen forud for din operation. Sukkersyge Hvis du har sukkersyge, vil du følge et særligt regime under din operation. Du vil ved forundersøgelsen og ved planlægning af din operation få nærmere besked om, hvordan du skal forberede dig, eller om du skal pausere din medicin. Undgå særlig smertestillende medicin og naturmedicin Vi beder dig være tilbageholdende med smertestillende medicin med acetylsalisylsyre, f.eks. Treo, Kodimagnyl, Aspirin, Idotyl og lignende i ugen op til operationen. Medicinen påvirker blodets evne til at størkne og kan øge risikoen for blødning ved operationen. Naturmedicin og kosttilskud kan øge risikoen for komplikationer ved din operation. Vi anbefaler derfor, at du holder pause 2 uger før operationen. Informér læge eller sygeplejerske på operationsdagen, hvis du har været indlagt, eller der er sket ændringer i din vanlige medicin siden forundersøgelsen. Hvis du har spørgsmål om din medicin eller har andre tvivlspørgsmål om din operation, er du naturligvis velkommen til at kontakte Gynækologisk Ambulatorium på tlf. 65 41 19 74. Dagen før operationen Faste Du må spise mad og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før din operation. Du må drikke vand, saft, juice (uden frugtkød), kaffe og the (med max. 2 spsk. mælk) indtil 2 timer før operationen. Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne af hensyn til din sikkerhed under bedøvelsen. Operationen kan blive aflyst, hvis du ikke har fastet korrekt. Hygiejne For at forebygge infektion, skal du tage et grundigt bad inkl. hårvask på operationsmorgenen eller aftenen før din operation. 2/5
Download PDF fil