Blæretræning af overaktiv blære Hvad er formålet med blæretræning? • At få blæren til at rumme mere urin, mindst 200 ml. pr. vandladning. • At få længere tid til at nå toilettet. • At gå sjældnere på toilettet, højest 8 gange pr. dag og højest 1-2 gange pr. nat. Hvordan skal jeg blæretræne? Når du mærker vandladningstrangen, skal du gøre følgende: Stå stille. Dæmp vandladningstrangen ved at knibe sammen i bækkenbundsmuskulaturen. Hold knibet i 20-30 sekunder. Så slapper blæremusklen af, og vandladningstrangen forsvinder. Træk vejret dybt og langsomt. Koncentrer dig om at tænke på noget andet end vandladning og ønsket om at gå på toilettet. På den måde kan du få vandladningstrangen til at forsvinde for en periode. Det kræver stor vilje at vinde kampen over blæren. Du har jo længe lystret blærens signaler og gået på toilettet hver gang, den har sendt signal. Men nu skal det være anderledes. Det skal være dig der bestemmer, hvornår du går på toilettet! Hvordan kan et træningsprogram se ud? Du skal prøve gradvist at forlænge tiden mellem dine vandladninger til 3 timers intervaller. Hvis der f. eks. er 1 time mellem vandladningerne nu, skal du over en periode på en uge forsøge at strække intervallerne til 1 time og 15 minutter. Du skal den efterfølgende uge arbejde på at strække intervallerne til 1 time og 30 minutter. Sådan kan du fortsætte med ca. 15 minutter om ugen. Hvis du har en rigtig "svær" blære kan det tage længere tid, eller det kan være nødvendigt i stedet kun at forlænge intervallerne mellem vandladningerne med 5 minutter om ugen. Kig på klokken og før evt. dagbog. Glæd dig over de gange det lykkes at udsætte vandladningen. Nye vaner kræver tid og tålmodighed! 2/2
Download PDF fil